10.10.2018

Tre ud af fire hjertestop finder sted i private hjem – og som pårørende kan du gøre en kæmpe forskel. Tag familien med til Hjertestarterdagen tirsdag den 16. oktober og lær at redde liv.  På Regionshospitalet Horsens står en læge og sygeplejerske klar til at vise, hvordan du yder genoplivning og bruger en hjertestarter. 

På Hjertestarterdagen, der for første gang nogensinde bliver markeret på globalt plan, står personale fra hospitalets hjertemedicinske afsnit klar til at demonstrere hjertemassage og kunstigt åndedræt. De fortæller også om nyttige redskaber til at redde liv som eksempelvis app'en 1-1-2.

Som deltager får man mulighed for at genopfriske sin egen viden om genoplivning og for selv at prøve hjertemassage og kunstigt åndedræt på en genoplivningsdukke.  Endelig får du mulighed for at afprøve din viden om genoplivning i årets quiz.

- Vi glæder os til at give alle interesserede muligheden for at øve sig i at redde liv med hjertelungeredning, fortæller læge Sanne Bøjet, sygeplejerske Line Berg og udviklingssygeplejerske Berit Falkesgaard Nørgaard fra Hjertemedicinsk Afsnit.  Det er de tre, som står klar til at fortælle og demonstrere i hospitalets forhal på dette års Hjertestarterdag.

- Hvis du pludselig bliver nærmeste vidne til en person, der falder om med hjertestop, skal du ringe 1-1-2. Så bliver du guidet til, hvad du skal gøre, indtil den professionelle hjælp når frem. Det er lettere at hjælpe med hjertemassage og kunstigt åndedræt, hvis du har øvet dig et par gange. Det hjælper vi med til Hjertestarterdagen, siger de tre.

Frivillige træder til ved hjertestop
Falder du om med hjertestop, kan det meget vel være en nabo eller andre fra dit nærområde, der er de første til at forsøge at genoplive dig.

Flere nye initiativer i regionerne har fået danskerne til at tilmelde sig som frivillige førstehjælpere, der tilkaldes, når der alarmeres om hjertestop.

Region Hovedstaden og TrygFonden har på et år fået 20.000 frivillige hjerteløbere, der gerne snører skoene og løber ud til borgere med en hjertestarter, og ordningen vil i løbet af efteråret blive udbredt til Region Midtjylland. 

I Danmark falder omkring 4.000 personer hvert år om med hjertestop uden for hospital. Det svarer til ca. 11 personer om dagen. I 68 pct. af tilfældene træder vidner til med genoplivning, og overlevelsen efter hjertestop uden for hospital er i dag ca. 10 pct. overlever. 

Arrangementet foregår:

Tirsdag den 16. oktober 2018 kl. 13-15 på Regionshospitalet Horsens, Sundvej 30, 8700 Horsens. Det sker i Forhallen, benyt indgang A, Hovedindgangen. 

Om Hjertestarterdagen: 

  • Den 16. oktober 2018 er det Hjertestarterdag i Danmark og i resten af verden. 
  • Initiativet kommer fra EU-Parlamentet og bliver støttet af den internationale organisation ILCOR (International Liaison Committee on Resuscitation). 
  • I Danmark står Dansk Råd for Genoplivning og TrygFonden for sjette år i træk bag dagen. 
  • En lang række aktører inden for genoplivning inviterer til gratis arrangementer i hele landet, som sætter fokus på, at danskerne skal lære at redde liv. 
  • Læs mere på www.hjertestarterdagen.dk og www.restartaheart.eu

 

Yderligere oplysninger:

  • Berit Falkesgaard Nørgaard, udviklingssygeplejerske, Hjertemedicinsk Afsnit, Regionshospitalet Horsens, tlf. 7842 6996
  • Grethe Thomas, projektchef for Akut hjælp, TrygFonden, tlf. 4177 9300
  • Lisbet Schønau, sekretariatschef, Dansk Råd for Genoplivning, tlf. 2325 8647