25.10.2018

Region Midtjylland har netop uddelt Initiativprisen til bioanalytiker på Lever,- Mave- og Tarmsygdomme på Aarhus Universitetshospital for strømlining af transplantationer af afføring. Smartprisen gik til Cirroseklinikken på Regionshospitalet Silkeborg, som tilbyder patienter med skrumpelever særlige, individuelle forløb.

9 ud af 10 patienter med gentagne tarminfektioner (Clostridium difficile) bliver raske efter at have fået transplanteret afføring fra en rask person ind i tarmen.

Selve transplantationen, der blandt andet udføres på Lever,- Mave- og Tarmsygdomme på Aarhus Universitetshospital (AUH), er forholdsvis enkel. Til gengæld er håndtering af afføring fra raske donorer og klargøring til patientbehandlingen en både tidskrævende og udfordrende opgave.

Men nu har bioanalytiker Mette Mejlby Hansen fra Lever,- Mave- og Tarmafdelingen på AUH strømlinet den kliniske praksis, så den snart kan overføres til rutinedrift. For det arbejde modtager Mette Mejlby Hansen Region Midtjyllands Initiativpris 2018. Prisen gives til en ny løsning, som skaber værdi for borgerne i Region Midtjylland. 

 

Initiativprisen 1250 px.jpg

Bioanalytiker Mette Mejlby Hansen fra Mave-, Lever- og Tarmsygdomme på Aarhus Universitetshospital modtog Initiativprisen 2018. Foto: Rune Borre-Jensen. Koncern Kommunikation, Region Midtjylland.

I har optimeret arbejdet omkring fæcestransplantation og udviklet behandlingen til at blive en rutinepræget behandling, som I også arbejder på at dele med andre. Initiativet skaber en markant forbedret kvalitet og værdi for patienten. Samtidig er det en løsning, hvor man har arbejdet med at udvikle og konsolidere en specialiseret behandling bygget på inspirerende ambitioner om at være spydspids nationalt og internationalt, sagde priskomité- og regionsrådsmedlem Annette Roed (S) blandt andet, da hun overrakte Initiativprisen til Mette Mejlby Hansen.

Særlig klinik for skrumpelever

Mens Initiativprisen går til en splinterny løsning, så gives Region Midtjyllands Smartpris til dem der forstår at tilpasse og genbruge en løsning med værdi for borgerne.  

I år går Smartprisen til Cirrose-teamet på Cirrose-klinikken på Regionshospitalet Silkeborg, som tilbyder patienter med cirrose (skrumpelever) særlige, individuelle forløb. 

 

Smartprisen 125o px.jpgSygeplejerske Susanne Nielsen, sygeplejerske Irene Hornbøl, overlæge Sabine Becker og sygeplejerske Helene Skriver Dahl modtog på vegne af Cirroseteamet på Regionshospitalet Silkeborg Smartprisen 2018. Foto: Rune Borre-Jensen. Koncern Kommunikation, Region Midtjylland. 

Patienter med cirrose har ofte høj genindlæggelsesrisiko, høj dødelighed og udfordringer af både fysisk, psykisk, social og økonomisk karakter. 

På Cirrose-klinikken bliver patienterne mødt med en fordomsfri og anerkendende tilgang og tilbydes blandt andet ”livsstilssamtaler”.

Cirrose-klinikken er udviklet med inspiration fra Medicinsk Ambulatorium K på Bispebjerg Hospital.

- Cirroseklinikken er vinder af årets Smartpris, fordi I har fundet en løsning, der sætter fokus på at skabe et ordentligt tilbud til en stigmatiseret patientgruppe. På fornem og respektfuld vis skaber løsningen lighed i sundhed for en svag patientgruppe, sagde priskomitée- og regionsrådsmedlem Nicolai Bang (C) blandt andet, da han overrakte Smartprisen til Cirrose-teamet. 

Ud over æren, så følger der en check på 25.000 kroner med til modtageren af Initiativprisen og Smartprisen. Pengene kan bruges på udvikling, fx. et fagligt arrangement på prisvinderens arbejdsplads. 

Flere oplysninger

  • Regionsrådsmedlem og priskomitémedlem Annette Roed (S), tlf. 5384 9440
  • Regionsrådsmedlem og priskomitémedlem Nicolaj Bang (C), tlf. 2182 1621
  • Vinder af Initiativprisen: Bioanalytiker Mette Mejlby Hansen, Lever-, Mave- og Tarmsygdomme, Aarhus Universitetshospital, 6136 9603.
  • Vinder af Smartprisen: Sygeplejerske i Cirrose-teamet Susanne Nielsen, 5143 9101.
  • Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer findes på http://www.rm.dk/politik/regionsradsmedlemmer/