Afdelingen for Hud- og Kønssygdomme samlet på Aarhus Universitetshospital i Skejby
03.09.2018
Mandag modtog Klinik for Hud- og Kønssygdomme sine første patienter i nye omgivelser på Aarhus Universitetshospital i Skejby. Klinikken har hidtidig haft til huse på PP. Ørumsgade i Aarhus midtby.
Flyttekasser er pakket ud, møbler og hospitalsudstyr kommet på plads, og 80 medarbejdere er rykket ind i de nye lokaler for Klinik for Hud- og Kønssygdomme for i dag at tage imod de første patienter på Aarhus Universitetshospital i Skejby.
Det betyder, at hele afdelingen for Hud- og Kønssygdomme nu er samlet på Aarhus Universitetshospital i Skejby. Afdelingen har tidligere været delt i to med et mindre sengeafsnit på hospitalet i Skejby, mens Klinik for Hud- og Kønssygdomme og afdelingens forskningsfaciliteter var placeret på PP. Ørumsgade i det centrale Aarhus.
- Vi har glædet os meget til at flytte, fordi vi på PP. Ørumsgade var placeret i fire forskellige bygninger udover vores aktiviteter på hospitalet i Skejby. Det giver god mening både for patienter og medarbejdere, at vi nu er samlet på én matrikel, fortæller oversygeplejerske Susanne Konnerup, Hud- og Kønssygdomme, Aarhus Universitetshospital.
Tættere på beslægtede afdelinger
For patienterne betyder det, at de fra i dag kan gå direkte fra ambulatorium til sengeafsnit i stedet for at skulle flytte sig mellem to matrikler.
En anden fordel er, at det nu bliver nemmere for de patienter, der også har kontakt til beslægtede afdelinger på 6Aarhus Universitetshospital. Det drejer sig for eksempel om afdelingen for Infektionssygdomme, der ligger tæt på Hud- og Kønssygdomme.
Yderligere information
- Susanne Konnerup, oversygeplejerske Hud- og Kønssygdomme Aarhus Universitetshospital, tlf. 2459 7516
- Mette Deleuran, dr.med., ledende overlæge Hud- og Kønssygdomme Aarhus Universitetshospital, tlf. 2485 8313