24.09.2018

Region Midtjylland var vært for de europæiske regioners miljøkonference 2018 (Encore), som i sidste uge var samlet i Herning. Politikere fra 26 regioner skrev fredag under på fælles erklæring om grøn omstilling.

FNs Verdensmål skal spille en afgørende rolle i den helt nødvendige grønne omstilling af Europa. Det har politiske repræsentanter fra 26 europæiske regioner fredag skrevet under på i Herning, hvor Region Midtjylland er vært for den 13. Encore-konference.

Samtidigt slår de 26 regioner, der er fordelt på 13 nationer fast, at de står sammen om opgaven, ligesom de understreger, at netop regionerne er vigtige aktører i kampen mod klimaforandringer og for øget cirkulær økonomi og et bedre miljø.

- Selv om der er stor forskel på størrelsen af de europæiske regioner, så har vi det til fælles, at vi fungerer som koordinerende led mellem lokale myndigheder og vidensinstitutioner. Vi er store nok til at kunne arbejde helhedsorienteret og tæt nok på til at fokusere indsatsen og få ting til at ske, siger formand for Region Midtjyllands Udvalg for Bæredygtighed og i den egenskab også præsident for Encore Susanne Buch (SF).

 

Region Midtjylland er vært for de europæiske regioners miljøkonference, Encore, hvor politikere fra 26 regioner i 13 lande i dag vedtog fælles fodslag om grøn omstilling med udgangspunkt i FNs verdensmål. Her underskriver formand for regionsrådets udvalg for bæredygtighed Susanne Buch (SF) den fælles erklæring sammen med Eddie Fitzpatrick fra Offaly County Council i Irland, der i 2019 overtager præsidentskabet i Encore.

Region Midtjylland er vært for de europæiske regioners miljøkonference, Encore, hvor politikere fra 26 regioner i 13 lande fredag vedtog fælles fodslag om grøn omstilling med udgangspunkt i FNs verdensmål. Her underskriver formand for regionsrådets udvalg for bæredygtighed Susanne Buch (SF) den fælles erklæring sammen med Eddie Fitzpatrick fra Offaly County Council i Irland, der i 2019 overtager præsidentskabet i Encore.

Flugter med udviklingsstrategi

Hun fremhæver, at Region Midtjylland netop har gode erfaringer med at håndtere eksempelvis klimatilpasning og grøn omstilling i regionale partnerskaber. Et fokus, der bliver skruet op for i forbindelse med den kommende regionale udviklingsstrategi.

- Vi har i Regionsrådet besluttet, at FNs Verdensmål skal være ramme for udviklingsstrategien, og Encore-konferencen viser, at den tilgang flugter rigtigt godt med resten af Europa, og at vi er enige på regionalt niveau om, at vi skal handle hurtigt, siger Susanne Buch.

Fakta

  • Region Midtjylland har fra 2017-2018 præsidentskabet for Encore – De europæiske regioners fælles konference om miljøpolitik, der frem til den 22. september er samlet i Herning. 
  • Udvalgte unge fra de deltagende regioner har i dagene op til konferencen forberedt input til politikerne, som de præsenterede for dem torsdag.
  • Som en del af Encore 2018 har politiske repræsentanter fra de 26 regioner underskrevet en fælles erklæring, som blandt andet udtrykker bekymring for klimaforandringerne som menneskehedens vigtigste udfordring og fremhæver FNs 17 Verdensmål som en vigtig del af løsningen.
  • Det overordnede mål med Encore er at sætte retning og fart på den grønne omstilling på regionalt niveau i hele Europa. 

Flere oplysninger