25.09.2018
Mangel på organer til transplantation har nødvendiggjort brug af organer, som tidligere blev kasseret, fordi doneren fx havde høj alder, forhøjet blodtryk eller diabetes. Forskere fra Aarhus Universitetshospital har undersøgt, om denne praksis forringer prognosen efter hjertetransplantation og har fundet, at brug af organdonorer med en hjertemedicinsk risiko-profil ikke ser ud til at forringe patienternes udbytte af hjertetransplantation
Hjertetransplantation
Hjertetransplantation er kompliceret og forbundet med en vis risiko for patienten. Det tilbydes derfor kun til udvalgte patienter, hvor effekten af al anden behandling er utilstrækkelig, og lægerne vurderer, at patienten er egnet til at gennemgå et hjertetransplantationsforløb.
Hjertetransplantation er den sidste udvej for disse patienter, der har det man kalder terminalt hjertesvigt. Hjertesvigt kan opstå på grund af hjertemuskelsygdom, medfødte hjertelidelser, svær åreforkalkning i hjertet, virusinfektion eller af ukendte årsager.
Organmangel, hvad gør man så?
Både i Danmark og i resten af verden er der mangel på organer til transplantation. Ifølge Dansk Center for Organdonation stod i alt 448 svært syge patienter på venteliste til et nyt organ i år 2017, af disse døde 32 patienter, mens de stod på venteliste.
Mange transplantationscentre rundt om i verden har derfor forsøgt at gøre brug af donorer, man klassificerer som risiko-donorer. Donorer klassificeres på baggrund af oplysninger, der kan have betydning for organerne. En risiko-donor er en donor, hos hvem en eller flere faktorer er under den standard, man før har krævet ved transplantation. Det er transplantationslægernes store erfaring med transplantation og den udvikling, der er foregået i medicin- og behandlingsteknologi, der er årsag til, at lægerne i højere grad har turdet acceptere organer fra risiko-donorerne.
Kvalitetssikring af resultaterne
Lægerne har siden år 2000 øget brugen af risiko-donorer på Aarhus Universitetshospital. Det nye studie er lavet, som led i kontrollen af patienternes udbytte af indsatsen for at øge tilbuddet af hjerter til transplantation.
I alt 296 patienter hjertetransplanteret på Aarhus Universitetshospital siden 1992 og frem til august 2016 indgår i studiet. Hos alle patienter er donorens alder registeret, da den har været betragtet som en væsentlig risikofaktor. Ligeledes har man registeret donorens hjerte pumpefunktion, om donoren led af forhøjet blodtryk eller diabetes, samt om døden indtraf på grund af iltmangel.
På baggrund af disse data har man opdelt de hjertetransplanterede patienterne i to grupper; en gruppe som modtog deres hjerte fra en standard donor, og en gruppe hos hvem donoren opfyldte en eller flere risikofaktorer.
Ingen forskel i dødelighed bland patienter med forskellig donorprofil
Ved hjælp af det nordiske transplantations register, Scandiatransplant, samt et lokalt register på afdelingen for Hjertesygdomme kunne forskerne lave en opgørelse, der viste, at der ikke var forskel i dødeligheden blandt de hjertetransplanterede patienter, som modtog et hjerte fra en standard donor og en risiko-donor.
Patienter, som bliver hjertetransplanterede på Aarhus Universitetshospital, lever i gennemsnit 16,5 år, hvilket er næsten seks år længere end gennemsnittet for hjertetransplanterede i verden, ifølge International Society of Heart and Lung Transplantation.
Et overraskende fund
Overraskende viste studiet, at patienter med et hjerte fra en risiko-donor faktisk havde en lidt bedre hjerte pumpefunktion end patienter, som modtog et hjerte fra en standard donor. Der kan være flere forklaringer på dette fund, men den vigtigste årsag formodes at være tidspunktet for hjertetransplantationen.
Patienter med et hjerte fra en risiko-donor er transplanteret efter år 2000, og langt de fleste i perioden fra 2008-2016, hvilket betyder at den efterfølgende behandling og kontrol af patienterne har været bedre sammenlignet med de patienter, som blev transplanteret i de tidlige år, hvor teknologien var mindre veludviklet.
Terminologien ”risiko-donor” bør defineres på ny
Med dette studie fik forskerne belyst, at øget brug af risiko-donorer siden år 2000 på Aarhus Universitetshospital ikke har haft indflydelse på overlevelsen hos de hjertetransplanterede patienter, tværtimod er overlevelsen steget støt de sidste mange år.
Studiet peger på, at man bør udvide grænserne for, hvornår man kan acceptere donorhjerter til transplantation og opsætte nye kriterier for benævnelsen ”risiko-donorer”. Forskningsresultaterne giver mulighed for, at flere hjerter kan bruges til hjertetransplantation i fremtiden.
Bag om forskningsresultatet:
Studietype: Retrospektivt samt follow-up studie.
Samarbejdspartnere: Afdeling for hjertekirurgi, Aarhus Universitetshospital.
Afdeling for klinisk medicin- blodbank og immunologi, Aarhus Universitetshospital.
Ekstern finansiering: Studiet er støttet med forskningslegat fra Aarhus Universitets Forskningsfond.
Interessekonflikter: Ingen. Den finansierende fond har ikke haft indflydelse på studiet, hverken i forbindelse med studie design, data indsamling, data analyse, data fortolkning eller manuskriptudarbejdelse.
Læs den videnskabelige artikel:
Yderligere oplysninger:
BSc Katrine Berg; Læge, ph.d Tor Skibsted Clemmensen; transplantationskoordinator, sygeplejerske Else Marie Tram; overlæge, ph.d. Pernille Koefoed-Nielsen; overlæge, Lars Ilkjær; overlæge, dr. med. Steen Hvitfeldt Poulsen.
professor, overlæge, dr. med. Hans Eiskjær. Afdeling for Hjertesygdomme, Aarhus Universitetshospital. Tlf: 7845 2019 eller 3092 2347. Email: hanseisk@rm.dk.
