26.09.2018

Som aftalt i budgetforliget har alle partier i regionsrådet netop vedtaget budget 2019 for Region Midtjylland, der giver psykiatrien et markant løft på 50 mio. kr.

Af andre nye initiativer blev der afsat 10 mio. kr. til sundhedstilbud tæt på borgerne, 26 mio. kr. til nye behandlinger, 5 mio. kr. til at styrke de mest specialiserede funktioner på Aarhus Universitetshospital, 5 mio. kr. til it-sikkerhed, 0,7 mio. kr. til børnehospice og endelig 15 mio. kr. som økonomisk reserve.

Budgettet indeholder besparelser på 138,6 mio. kr. i 2019 stigende til 266,9 mio. kr. i 2020.

Nyt fokus

Samtidig skal sundhedsvæsenet forandres, så der i stedet for  stadig flere behandlinger er fokus på at levere mere sundhed for pengene. Det kan være kontrollen, hvor fysisk fremmøde med fast interval afløses af en telefonsamtale, når borgeren har behovet. Eller det kan være samarbejde mellem hospital, kommuner og praktiserende læger om at undgå akutte indlæggelser på hospitalet.

Arbejdet med forandringen foregår i fire spor: Medicin, digitalisering, reduktion af ambulante besøg og reduktion af vækst i akut aktivitet. Herudover er der også et arbejde i gang for at finde besparelser på det administrative område.

Ny regionsdirektør konstitueret

Regionsrådet godkendte på samme møde formelt, at Christian Boel er konstitueret regionsdirektør for Region Midtjylland. Forretningsudvalget konstituerede Christian Boel, da der 18. september blev indgået en fratrædelsesaftale med regionsdirektør Jacob Stengaard Madsen. Konstitueringen skete dog med forbehold for regionsrådets godkendelse.

Christian Boel har været en del af direktionen i Region Midtjylland siden 2014.

 

Stillingen som regionsdirektør bliver slået op hurtigst muligt.

Fakta

Se budgetforlig, det samlede budget 2019, høringssvar mm.

Se dagsordenspunktet på regionsrådets møde