Hos Dansk Center for Partikelterapi kunne man komme helt ind i behandlingsrummene under Åbent Hospital (foto: Michael Harder).
02.09.2018
Septembersolen skinnede søndag over regionernes store fælles åbent hus-arrangement, hvor hospitaler over hele landet inviterede borgerne på et kig bag kulisserne. Kig med i videoen med indtryk fra Aarhus, Viborg og Horsens.
Aarhus Universitetshospital, Regionshospitalet Viborg og Regionshospitalet Horsens holdt søndag Åbent Hospital for at vise nyt hospitalsbyggeri frem, inden det bliver taget i brug.
Populær partikelterapi
Største tilløbsstykke var Dansk Center for Partikelterapi i Aarhus, som i januar 2019 skal behandle den første patient. Her var der dagen igennem rundvisninger, hvor man kunne høre mere om partikelterapi, som er en særlig effektiv og skånsom form for strålebehandling til kræftpatienter.
På rundvisningerne kom gæsterne helt ind til acceleratoren, som genererer strålerne og de 220 tons teknik, der gemmer sig bag hvert behandlingsrum.
Gæster med smag for hospitalskøkkener
Det nye hospitalskøkken i Aarhus slog dørene op til de endnu halvfærdige bygninger, som fra slutningen af november hver dag skal levere mad til 2.350 patienter.
Mad var også et populært samtalemne i Horsens, hvor hospitalskøkkenet bød på smagsprøver og viden om madens betydning for trivsel og helbred.
Lad det være sidste gang
Både i Horsens og i Viborg var gæsterne dybt imponerede over udsigten fra de nye hospitaler. I Horsens med kig til fjorden, mens der i Viborg var frit udsyn til domkirkebyen fra taget af det nye Akutcenter.
Alligevel var der ingen af gæsterne, der havde lyst til at flytte ind på hospitalet. Tvært i mod takkede de fleste for en spændende dag, med ønsket:
- Vi håber aldrig, vi skal ses igen!
Region Midtjylland bygger i disse år nye hospitaler for over 12 mia. kr. Søndag så 3.900 gæster hvor langt byggerierne er nået.
Fakta om Åbent Hospital
- Åbent Hospital 2018 er en del af den landsdækkende kampagne for hospitalsbyggerier "Vi bygger for livet". Læs mere om hospitalsbyggerierne i Danmark på www.vibyggerforlivet.dk
- Frem mod 2025 bliver 43 danske hospitaler bygget, ombygget og gentænkt.
- 12 nye hospitaler rundt omkring i landet inviterer indenfor til Åbent Hospital 2. september for at vise, hvordan fremtidens hospitaler ser ud.
- De nye hospitaler kommer blandt andet til at rumme 8898 enestuer og 347 nye operationsstuer.