12.04.2019

Samsø Kommune og Region Midtjylland er klar med en fælles vision for øens sundhedstilbud. I tæt parløb vil parterne udvikle bl.a. psykiatri, lægehjælp, akuthjælp og forebyggelse.

Borgerne på Samsø skal have sammenhængende og gode sundhedstilbud. Og flere skal kunne modtage behandling på øen i stedet for i Aarhus. Det er politikere fra kommunalbestyrelse og de regionale udvalg for Psykiatri- og Social og Nære Sundhedstilbud enige om.

- Sundhedstilbuddene på Samsø er allerede gode. Men vi vil sammen gerne gøre dem endnu bedre. Vi søger derfor penge til at ombygge sundhedshuset og til at imødekomme telemedicinske løsninger. På den måde kan vi hjælpe borgerne endnu bedre via vores tætte samarbejde, siger Annette Roed, formand for Nære Sundhedstilbud.

- Vi vil i fællesskab med kommunen styrke den nære psykiatri på Samsø. Borgerne skal have sammenhængende hjælp, uanset hvilken "kasse" der betaler. Med brug af bl.a. telemedicinske løsninger som videoudstyr vil vi sikre borgerne eksperthjælp på Samsø, når de har behov for det, siger Jacob Isøe Klærke, formand for Psykiatri- og Socialudvalget

- Som ø har vi tit brug for nogle specielle og fleksible løsninger, og jeg er utrolig glad for, at der er forståelse for den situation hos Region Midtjylland. På mødet blev der lagt op til at styrke samarbejdet yderligere for at finde forbedringer på sundhedsområdet for samsingerne, siger Marcel Meijer, borgmester på Samsø.

Begge regionale udvalg har netop besøgt Samsø for at se Sundheds- og Akuthuset, der bl.a. rummer regional akutklinik og (regionale og kommunale) sengepladser til kortere indlæggelser.

Fakta

  • Region Midtjylland og Samsø Kommune vil med borgeren i centrum udvikle sine tilbud for at sikre sammenhæng i akuthjælp, lægehjælp, psykiatri, palliativ hjælp, forebyggelse, rehabilitering, kompetenceudvikling og brug af telemedicinske løsninger.
  • Region og kommune indgår i samarbejdet med de samme ressourcer som i dag.
  • Den fælles vision skal realiseres frem mod 2020.
  • Kommune og region har sammen søgt om 2,836 mio. kr. til at udbygge Samsø Lægehus og renovere Samsø Sundheds- og Akuthus fra Sundheds- og Ældreministeriets pulje til etablering af læge- og sundhedshuse.

Flere oplysninger