Ordblinde kan fortsat få hjælp til studierne hos IKH
29.08.2019
Ordblinde studerende i Region Midtjylland kan fortsat få hjælp hos Institut for Kommunikation og Handicap (IKH) til at gennemføre en kort eller mellemlang videregående uddannelse. Tilbuddet har været i udbud og her har instituttet genvundet kontrakten.
Som ordblind studerende kan det være en udfordring at gennemføre en kort- eller mellemlang videregående uddannelse. Men det er muligt at søge hjælp gennem statens specialpædagogiske støtte SPS.
SPS-tilbuddet består af specialiserede læse- og skrivevejledere samt IT-konsulenter, der har erfaring med at hjælpe ordblinde studerende.
- Med den rigtige vejledning er det muligt at styrke de studerendes initiativer og vedholdenhed i forhold til at gennemføre deres studie, siger områdechef Gaby Juhl fra IKH.
- Det er glædeligt, at IKH kan forsætte med at hjælpe studerende med ordblindhed. Når IKH får opgaven, så er det et vidne om den høje kvalitet IKH er i stand til at levere i samarbejdet med studie-vejlederne og de studerende, siger Jacob Isøe Klærke, formand for Psykiatri- og socialudvalget i Region Midtjylland.
IKH har varetaget SPS-tilbuddet i Region Midtjylland siden 2011.
Opgaven er tildelt af Styrelsen for Kvalitet og undervisning
Kontakt
- Områdechef Gaby Juhl på 29 22 19 01.
- Udvalgsformand Jacob Isøe Klærke på 26 83 74 96.