En blå bus fra Midttrafik holder ved stoppested foran Regionshospitalet Gødstrup

Foto: Tobias Nørgaard Pedersen/Herning Kommune

27.06.2019

Undgå kø og parkeringsbøvl, og tag i stedet bussen til Åbent Hospital i Gødstrup. Sådan lyder opfordringen fra både Hospitalsenheden Vest og Midttrafik.

Interessen for at deltage i Åbent Hospital i Gødstrup er overvældende. På få dage har begivenheden på Facebook alene givet over 7000 tilkendegivelser af interesse for arrangementet.

- Vi er rigtig glade for den store interesse, men det giver også nogle udfordringer. Vi vil rigtig gerne, at alle, der besøger os, får en god oplevelse, og det gælder selvfølgelig også, at der er gode forhold når man ankommer og skal af sted igen, siger sygeplejefaglige direktør Ida Götke

I håbet om at undgå for meget kø ved parkeringspladserne har Hospitalsenheden Vest allieret sig med Midttrafik. De har arrangeret at bus nr. 150, der alle hverdage kører ruten Herning-Gødstrup Ørnhøj, d. 1. september kører særkørsler mellem Herning og Gødstrup.

Se køreplanen her

- Vi vil gerne synliggøre, at det er muligt at komme med bus til Regionshospitalet Gødstrup. Vi tror på, at dette også er afgørende for, hvor sygehusets personale vælger at bo, siger Lene Ahle Skoubo, der er Projektleder Kollektiv trafik, Vej, Trafik og Byggemodning, i Herning Kommune.

- Vi er rigtig glade for denne håndsrækning fra Herning Kommune og Midttrafik, siger kommunikationschef Finn Møller, og forklarer, at der, når Regionshospitalet Gødstrup åbner, ikke kun vil være busforbindelse til hospitalet, men at toget mellem Herning og Holstebro også vil stoppe på Gødstrup Station, der ligger lige udenfor hospitalets hovedindgang.

Fyld bilen op til Åbent Hospital 

Kommer du i bil til Åbent Hospital, så opfordrer Hospitalsenheden Vest til at man kører flere sammen og fylder bilen op, hvor det overhovedet er muligt. 

- Det er stadig en byggeplads, derfor fylder udgravninger og maskiner stadig meget - også der hvor der i fremtiden skal være parkeringspladser. Men det er indtil videre lykkedes os at få plads til omkring 1000 parkerede biler rundt omkring hospitalet, forklarer kommunikationschef Finn Møller.

Derudover vil der være en shuttlebus, der kører i pendulfart fra de parkeringspladser, der ligger længst væk til hovedindgangen, således at Åbent Hospital-gæsterne ikke skal gå alt for langt for at komme ind på selve hospitalet.

Find mere information og program for begivenheden her

Åbent hus arrangementet er en del at det landsdækkende Vi bygger for livet, hvor regionerne byder indenfor på kvalitetsfondsbyggerierne.

Læs mere her: www.vibyggerforlivet.dk 

Tid: Søndag d. 1. september kl. 10.00 - 15.00. 

Sted: Gødstrupvej 43, 7400 Herning.

Husk, at det forsat er en byggeplads så varmt tøj og praktisk fodtøj er en fordel.

Flere oplysninger

Kommunikationskonsulent Dorthe Gærup Nielsen, tlf. 6137 9386 / dorthe.gaerup@vest.rm.dk 

Kommunikationschef Finn Møller, tlf. 5125 3537 / fm@rm.dk