02.12.2019

Vestjylland Forsikring donerer 1.7 mio. kr. til udendørs lege- og træningsrum i Gødstrup

Med en donation på 1.7 mio. kr. fra Vestjylland Forsikring får børn og unge og hospitalet i Gødstrup en tidlig julegave.

Donationen gør det nemlig muligt at indrette et spændende udendørs areal i et af hospitalets 15 gårdrum til brug for både boldspil, legeplads og afslapning men også til faglig udredning og motorisk test i behandlingen af børn og unge.

- Vi får en kreativ legeplads til leg, terapi og undersøgelser. Et rum, hvor faglighed og leg spiller sammen med tilbud til børn og unge fra 0-17 år, jubler oversygeplejerske Marianne Bækager Jensen og føjer til:

- Det er en fantastisk glædelig nyhed, som vi glæder os til at dele med de familier, børn og unge, der kommer til os.

Om baggrunden for donationen fortæller direktør Jørgen Ladekjær, Vestjylland Forsikring:

- Da vi hørte, at Gødstrup grundet besparelser ikke selv var i stand til at etablere det udendørs lege- og træningsrum, så var vi klar til at hjælpe med projektet. For os virker det rigtigt, at støtte projektet, der forhåbentligt gør det til en bedre oplevelse for det enkelte barn og familien at være indlagt på hospitalet.

- Og når man som i min familie selv har været indlagt gennem længere tid, så ved man også, hvor vigtigt det er at kunne få frisk luft og noget andet at tænke på, når hospitalet bliver dit andet hjem.

Børneafdelingen på hospitalet går nu i gang med at konkretisere planerne for det udendørs- lege og træningsrum, sådan at rummet er klar til brug, når Regionshospitalet Gødstrup åbner 1. kvartal 2021.

Yderligere oplysninger

  • Oversygeplejerske, Marianne Bækager Jensen, Børn og Unge, Hospitalsenheden Vest, tlf. 3141 0102
  • Direktør, Jørgen Ladekjær, Vestjylland Forsikring på tlf. 9694 9694

Oversygeplejerske Marianne Bækager Jensen glæder sig over nyheden fra direktør Jørgen Ladekjær om at Vestjylland Forsikring vil støtte hospitalet med penge til udendørs lege- og træningsrum. Foto: Hospitalsenheden Vest