19.12.2019

To forskere fra Hospitalsenheden Vest har netop modtaget 1 mio. kr. fra Augustinus Fonden til at afdække et indtil nu underprioriteret område i nefrologien (medicinske nyresygdomme).

Afdelingslæge Frank Holden Mose fra Universitetsklinik i nyresygdomme og blodtryksforhøjelse, Medicinsk Afdeling i Hospitalsenheden Vest, og overlæge Jesper Bech koordinerer med udgangspunkt i Holstebro et nationalt projekt i nyrelidelsen interstitiel nefritis (AIN - betændelse i nyrevævet).

- Projektet er det første af sin slags inden for nyresygdomme, fortæller afdelingslæge Frank Holden Mose.

- Vi kender kun toppen af isbjerget, og det skal studiet være med til at afdække.

Diagnosen AIN hører til de mildere nyresygdomme og skyldes i de fleste tilfælde en allergisk reaktion på medicin – f.eks. penicillin eller gigtmedicin. Der kan forekomme akut nyresvigt, men de fleste patienter med diagnosen genvinder deres nyrefunktion.

- Vi ved ikke, hvor mange patienter, der har diagnosen. Nogle patienter rammes i mild grad, og for andre går tilstanden over. Én gruppe indlægges på sygehuset, men vi ved reelt ikke, hvor mange der er tale om, siger Frank Holden Mose.

Status for studiet, der reelt allerede er gået i gang, er, at der foreløbig er inkluderet 21 ud af i alt 110 patienter.

Yderligere information

  • Lægefaglig direktør Jens Friis Bak, Hospitalsenheden Vest, tlf. 40937985
  • Afdelingslæge, ph.d, klinisk lektor Frank Holden Mose, Universitetsklinik i nyresygdomme og blodtryksforhøjelse og Medicinsk Afdeling, Hospitalsenheden Vest og Aarhus Universitet, tlf. 28531257
  • Overlæge, ph.d., klinisk lektor Jesper Bech, Universitetsklinik i nyresygdomme og blodtryksforhøjelse og Medicinsk Afdeling, Hospitalsenheden Vest og Aarhus Universitet, tlf. 41627639

Donation fra Augustinus Fonden

Afdelingslæge Frank Holden Mose (tv) og overlæge Jesper Bech har netop modtaget 1 mio. kr. til at forske i medicinske nyresygdomme. Foto: Hospitalsenheden Vest