2.12.2019

Signe Dolmer er ansat som ny ledende overlæge på Afdeling for Psykoser, Aarhus Universitetshospital Psykiatrien i Skejby. Hun afløser Merete Bysted, der går på pension.

Signe Dolmer er 53 år og kommer fra to halvtidsstillinger som overlæge i Psykiatriens Hus i Aarhus og forsker ved Afdeling for Psykoser. Hun har været speciallæge i psykiatri siden 2012 og blev sidste år godkendt som specialist i kognitiv adfærdsterapi.

Tidligere har Signe Dolmer bl.a. arbejdet med unge patienter med skizofreni og i den psykiatriske modtagelse i Risskov. Hun er derudover ekstern lektor ved Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet.

Afdeling for Psykoser flyttede for et år siden fra Risskov til Skejby, hvor naboskabet til hospitalet for de fysiske sygdomme har styrket mulighederne for at samarbejde på tværs af specialerne. Og netop det tværgående samarbejde ligger Signe Dolmers hjerte nært, fordi det kan bidrage til at mindske overdødeligheden blandt psykisk syge.

Signe Dolmer kommer til at udgøre afdelingsledelsen i Afdeling for Psykoser sammen med oversygeplejerske Inge Voldsgaard.

Privat er Signe Dolmer bosat med sin mand i Saksild ved Odder. Parret har tre døtre i alderen 13-23 år og har et aktivt fritidsliv.

Signe Dolmer tiltræder stillingen til februar næste år.


Fakta om Afdeling for Psykoser
Afdelingen består af en forskningsenhed, tre almenpsykiatriske sengeafsnit med 72 senge, et sengeafsnit med 18 særlige pladser og to ambulante klinikker. Afdelingen har cirka 350 medarbejdere.

Flere oplysninger
Lægefaglig direktør Phuong le Reisinia, tlf. 20 16 36 72.