Borgerne skal være med til at forme fremtidens sundhedstilbud i Lemvig
21.02.2019
Gennem samtalesaloner og møder inviteres borgerne i Lemvig Kommune til at hjælpe kommune og region med at sikre sammenhæng i lokale sundhedstilbud.
I løbet af foråret inviterer Lemvig Kommune og Region Midtjylland borgerne med i et tæt samarbejde om lokale sundhedstiltag. Borgernes bidrag skal bl.a. bruges i arbejdet med Lemvig Sundheds- og Akuthus.
- Sundhed handler om mere end hvilke tilbud region og kommune stiller til rådighed. Vi vil gerne invitere borgerne til at bidrage med, hvordan vi sammen kan skabe betingelser for at leve det gode og sunde liv. Borgernes medvirken kan være med at sikre sammenhæng og lokalt engagement i de forskellige tilbud, siger Annette Roed, formand for udvalget for Nære Sundhedstilbud i Region Midtjylland.
Samtalesaloner og borgermøde
I fire samtalesaloner skal inviterede fra grupperne familier, unge, voksne og seniorer snakke om sundhed og hvordan kommune og region kan understøtte gode liv. Samtalerne tager udgangspunkt i lokale sundhedsudfordringer som at flere i Lemvig ryger, spiser usundt, er overvægtige og har flere kroniske sygdomme end i resten af regionen.
- Vi glæder os til dialogen med borgerne om, hvordan vi sammen skaber rammerne for, at alle kan opnå det bedst mulige helbred, fysisk- og mentalt. Vi har et stærkt lokalsamfund med frivillige organisationer, som allerede i dag bidrager til og bakker op om, at sundhed er et fælles ansvar, siger Erik Flyvholm, borgmester i Lemvig Kommune.
Borgere, fagpersoner og politikere fortsætter snakken på et stort borgermøde i Lemvig 30. april kl. 18-21, hvor alle er velkomne.
Borgernes input fra samtalesalonerne og borgermødet vil indgå i Styregruppen for Lemvig Sundheds- og Akuthus' arbejde med at udvikle huset.
Sundhedshuset skal bl.a. rumme den lægeklinik, som regionen overtager driften af fra Nordic Medicare 1. september i år, en akutklinik der åbner når hospitalerne i Herning og Holstebro flytter til Gødstrup, samt kommunale forebyggelses- og sundhedstilbud.
Fakta
- Lemvig Kommune og Region Midtjylland inviterer borgerne med til at udvikle det lokale sundhedsvæsen.
- Udvalgte borgere inviteres til samtalesaloner om emner som ungeliv, familieliv, voksenliv og seniorliv fire steder i kommunen.
- Alle borgere, foreninger, fagfolk og politikere inviteres til borgermøde om sundhedstiltag 30. april kl. 18-21. Mødet annonceres i april.
- september åbner Region Midtjylland en regionsdrevet almen medicinsk klinik på Regionshospitalet Lemvig. Klinikken skal drives som forsøg i seks år.
- Lemvig Kommune og Region Midtjylland arbejder på at udvikle nye tilbud i samarbejde med flere kommuner i lokalområdet.
- Praktiserende læger, Region Midtjylland, Lemvig Kommune og øvrige kommuner i Hospitalsenheden Vests optageområde har et meget tæt og godt samarbejde om at sikre borgerne gode og sammenhængende lokale sundhedstilbud.
Flere oplysninger
- Formand for Nære Sundhedstilbud Annette Roed (S), tlf. 5384 9440 annette.roed@rr.rm.dk
- Borgmester i Lemvig Kommune Erik Flyvholm (V), tlf. 9663 1201 eller 2166 2502 Erik.Flyvholm@lemvig.dk
- Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer
- Kontaktoplysninger på alle kommunalbestyrelsesmedlemmer