04.02.2019
Samtlige STX-rektorer i Østjylland er sammen med Region Midtjylland igen blevet enige om en måde at fordele de kommende elever lokalt. Nu beder de igen ministeren godkende lokale fordelingsregler for elever fra beboelsesområder med en overvægt af fagligt og pædagogisk udfordrede elever.
Sidste år fik de østjyske gymnasier i "Fordelingsudvalg ØST" dispensation til lokale regler. Målet var at fordele STX-ansøgere fra de uddannelsesfremmede områder (de "kombinerede udlejningsområder") i Aarhus mere jævnt på byens syv gymnasier.
Dispensationen var etårig, og gymnasierne fik nej til en forlængelse. Undervisningsministeren gav dog mulighed for, at fordelingsudvalget i begrænset omfang kan søge om at få lokale fordelingsregler. Kravet er, at reglerne tager hensyn til faglige og pædagogiske udfordringer.
Arkivfoto. Sidste år søgte 1.929 unge ind på STX på de syv gymnasier i Aarhus by. Foto: Niels Åge Skovbo
Ønsker mindre skæv elevfordeling
Nu er alle rektorerne og regionen igen blevet enige om lokale fordelingsregler og har søgt ministeren om ny dispensation.
- Rektorerne er enige, og vi håber meget, at ministeren vil se velvilligt på den nye ansøgning. Det er et forsøg på at gøre noget i forhold til polariseringen i Aarhus-området, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).
Med den nye aftale forventer gymnasierne at kunne fortsætte arbejdet for en mere jævn fordeling, selvom aftalen formentlig ikke vil berøre nær så mange ansøgere som sidste år.