27.02.2019
Det bliver Henning Voss, der som ny direktør for Præhospitalet i Region Midtjylland skal sikre, at borgerne får den rette hjælp i rette tid. Den nye direktør tiltræder 1. april.
Præhospitalets nye direktør hedder Henning Voss. Han er 43 år, uddannet cand.scient.pol. med en senere master i offentlig ledelse, far til fire og fra Horsens.
Som direktør får Henning Voss sammen med Præhospitalets lægefaglige direktør det overordnede ansvar for ledelse og udvikling af Præhospitalet. Det vil sige hele kæden fra opringningen om hjælp, indtil patienten bliver modtaget på et hospital eller behandlingen bliver afsluttet på stedet.
Blå blink signalerer tryghed
Overblik, systematik og sammenhæng er blandt de styrker, Henning Voss har med sig fra sit nuværende job som afdelingschef for Klinisk IT på Odense Universitetshospital, hvor han er leder for 150 chefer og medarbejdere.
- Det er en stor og vigtig opgave vi lægger i hænderne af Henning Voss, men jeg er sikker på, at han er den rette, siger koncerndirektør i Region Midtjylland Ole Thomsen om udnævnelsen.
- Præhospitalets blå blink er for mange af os lig med tryghed i en kaotisk situation, og man kan dårligt overvurdere betydningen af, at borgene stoler på, at hjælpen kommer, når der er allermest brug for den, uddyber Ole Thomsen.
Den betydning er Henning Voss meget opmærksom på.
- Præhospitalet er til for patienterne, og jeg glæder mig meget til, sammen med hospitalets ledere og medarbejdere, at sikre, at behandling i alle sammenhænge foregår på et højt fagligt niveau, er til at stole på og foregår på patientens præmisser, siger Henning Voss.
Direktør for 1.000 medarbejdere
Henning Voss' nye arbejdsplads beskæftiger op mod tusinde medarbejdere: 130 fastansatte, ca. 200 konsulentansatte speciallæger og mellem 600 og 700 medarbejdere ansat hos ambulanceentreprenørerne. Præhospitalets ledelse refererer til Region Midtjyllands direktion og indgår i regionens koncernledelse.
Henning Voss afløser Thomas Balle Kristensen, som siden efteråret har været direktør for Hospitalsenhed Midt. De to har tidligere haft Regionshospitalet Horsens som fælles arbejdsplads.
Organisatorisk og ledelsesfaglig censor
Henning Voss er en del af det eksterne censorkorps på landets sundhedsvidenskabelige universitetsuddannelser som censor indenfor for organisatoriske og ledelsesfaglige discipliner som organisationsteori, forandringsledelse, strategisk ledelse, motivation, incitamenter og samfundsvidenskabelige metoder.
Privat bor Henning Voss sammen med sin kone og fire børn i Horsens. Fritiden bliver brugt på læsning om bl.a. dansk politik og vælgeradfærd, madoplevelser og rejser.
Flere oplysninger
- Kommende præhospital direktør Henning Voss, tlf. 2155 2916
- koncerndirektør Region MIdtjylland Ole Thomsen på tlf. 2146 9807
- Lægefaglig direktør i Præhospitalet Per Sabro Nielsen, tlf. 2134 9887
- Besøg Præhospitalets hjemmeside
- Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer