Ny leder i spidsen for forskning i akuthjælp
28.02.2019
Den 1. marts træder Ulla Væggemose ind som ny forskningsleder i Præhospitalet i Region Midtjylland.
Med sig bringer hun stærke erfaringer med at lede forskere og skabe viden, der kan understøtte kloge sundhedspolitiske valg.
Ulla Væggemose kommer fra Regionens forsknings- og udviklingsenhed DEFACTUM, hvor hun har arbejdet med forskning og ledelse i mere end 10 år. Hun er uddannet farmaceut, har et bifag i kultursociologi samt en ph.d. Ulla Væggemose har med en række forskningsprojekter sat særlig fokus på patienternes oplevelser, og hvordan god organisering i sundhedsvæsenet kan skabe bedre sammenhæng for patienterne.
Tæt samarbejde er afgørende
Ulla Væggemose ser frem til at stå i spidsen for forskning, der skal sikre endnu bedre hjælp til patienter, der bliver kritisk syge eller kommer alvorligt til skade.
- Mit succeskriterium vil være at vi skaber ny viden, som kan udvikle og forbedre det akutte forløb for patienterne. De fleste forsknings-projekter på akutområdet foregår i tæt samarbejde med aktører både internt i Præhospitalet og på hospitaler, i ambulancer osv. Derfor vil det være afgørende for mig at være med til at facilitere stærke netværk og partnerskaber med de mange dygtige samarbejdspartnere, siger Ulla Væggemose.
- Der er allerede et dynamisk og udviklingsorienteret forskningsmiljø i Præhospitalet. Jeg glæder mig til møde forskerne og bidrage til at skabe et endnu mere attraktivt forskningsmiljø, uddyber hun.
Store udviklingsmuligheder på akutområdet
Lægefaglig direktør i Præhospitalet Per Sabro Nielsen ser frem til samarbejdet med den nye forskningsleder.
- Den præhospitale forskning er inde i en rivende udvikling, og der er store potentialer for at forbedre den akutte hjælp til patienterne med blandt andet ny teknologi, mere moderne udstyr og en endnu bedre disponering af resurserne. Jeg glæder mig derfor over, at det er lykkedes at tiltrække en kapacitet som Ulla Væggemose til at stå i spidsen for den præhospitale forskning i tæt samarbejde med professor i Præhospital og Akutmedicin, Hans Kirkegaard.
Fra Tanzania og retur til Midtjylland
Ulla Væggemose trækker på en vifte af erfaringer fra både ind- og udland. Før Region Midtjylland har hun blandt andet arbejdet med sundhedsrådgivning i Tanzania og forsket i mødet mellem vestlig medicin og åndemaneri. Hun har været national repræsentant i internationale netværk for sundhedstjenesteforskning og aktiv i mange sammenhænge, fx som medlem af "Tænketank for brugerinddragelse", der blev drevet af ViBis, Danske Regioner og Kommunernes Landsforening.
Ulla Væggemose er 59 år, stammer fra Midt- og Vestjylland, nu bosiddende i Lystrup. Hun er gift og har tre næsten voksne børn.
Yderligere information
Per Sabro Nielsen, mobil: 2134 9887, per.sabro@ph.rm.dk- Ulla Væggemose, mobil:6083 8630, ulla.vaeggemose@rm.dk
- Læs mere om Præhospitalet