Samarbejde forvandler jord-affald til ressource
26.02.2019
Jord i overskud fra byggepladser og vejprojekter behøver ikke være en overflødig ressource, der skal fragtes langt væk i store lastbiler. Nye værktøjer til planlægning og overblik kan sikre, at det i stedet bruges til landskaber eller projekter tæt på. Det er til gavn for miljøet og byggeprojekters økonomi.
Kommuner, entreprenører, byggerådgivere, arkitekter og andre har med hjælp fra Region Midtjylland fået en skrivebords-værktøjskasse, så meget mere overskudsjord kan blive genbrugt i fremtiden.
- Jord, der er til overs i ét projekt, kan blive en nyttig ressource i et andet. Men vi skal hjælpes ad. Det har vi gjort i det her projekt. Det er et godt eksempel på, hvordan vi som region kan være en tværgående partner og samle de relevante folk, så vi i fællesskab rykker på et samfundsproblem, siger formand for Region Midtjyllands Udvalg for Regional Udvikling Jørgen Nørby (V).
Projektet "Bæredygtig jordhåndtering" gik i luften for et år siden. Nu har idéer fra hele branchen resulteret i konkrete værktøjer.
Miljøgevinst og bedre projektøkonomi
Det er blandt andet et strategi- og prognoseværktøj samt et inspirationskatalog, der kan gøre planlægning og koordinering lettere, så jord skal fragtes kortere på vejene og i højere grad genbruges.
Lastbil læsser jord af på havnen i Aarhus. Nu er havnens jordtip lukket, og der skal findes nye steder til og måder at bruge overskudsjord. Foto: Aidin Esmaeli, Teknik og Miljø, Aarhus Kommune.
Udfordring med overskudsjord kan blive særlig aktuel i Aarhus Kommune, som har været med til at tage initiativ til "Bæredygtig jordhåndtering". Aarhus Havn har gennem årene aftaget store mængder overskudsjord. Men nu er havnens jordtip fyldt op, og jord fra de mange bygge- og anlægsarbejder i byen må andre steder hen.
- Det er dyrt for byggeprojekter at transportere og komme af med overskudsjord, og for eksempel udgravning til en parkeringskælder giver virkelig meget jord. Vi skal væk fra at tænke overskudsjord som noget, vi bare skal af med. Jord kan jo nyttiggøres og bruges til mange formål også lokalt. Det kræver dog, at vi alle er med til at skubbe på en forandring, siger geolog Louise Raaschou Andersen fra Teknik og Miljø i Aarhus Kommune.
Overskudsjord frem for nye råstoffer
I "Bæredygtig jordhåndterings" inspirationskatalog er der gode idéer til, hvordan og hvornår man kan bruge overskudsjord – også som erstatning for andre råstoffer.
Ved byggeriet af Regionshospitalet Gødstrup har man genbrugt jord og sparet 100.000 m3 råstoffer, som ellers skulle være hentet op fra grusgrave og kørt til byggepladsen. Foto: Rune Borre-Jensen, Region Midtjylland
Eksempler på det er byggeriet af letbanestrækningen nord for Skejby, hvor overskudsjord blev brugt til dæmnings- og broanlæg. Og ved Regionshospitalet Gødstrup nær Herning har man sparet 100.000 m3 råstoffer (det svarer til ca. 6.700 lastbilfulde), som ellers skulle være hentet op fra grusgrave og kørt til byggepladsen. I stedet er overskudsjorden blev kalkstabiliseret, så den kan bruges på stedet.
- Som region har vi opmærksomhed på FN's verdensmål og ønsker at bidrage til en mere bæredygtig udvikling. Det her projekt er med til at vise vejen for forhåbentlig mange flere projekter, hvor byggeprojekterne sparer penge, mens vores miljø skånes med mindre tung transport på vejene og mindre behov for at trække nye råstoffer op fra undergrunden, siger næstformand i Udvalget for Regional Udvikling Flemming Knudsen (S).