22.01.2019

Sammen med budgetforliget for 2019 vedtog regionsrådet at samle undersøgelser og operationer for brystkræft fra regionshospitalerne Viborg og Randers i Viborg pr. 1. april. Samlingen er blevet fremrykket til 18. februar 2019.

Med budgetforligets beslutning vil Region Midtjyllands brystkræftpatienter blive undersøgt og opereret på Regionshospitalet Viborg og Aarhus Universitetshospital. Dermed lukker funktionen på Regionshospitalet Randers.

Siden rådets beslutning i september 2018 har det vist sig svært at fastholde brystkræftpersonalet på Regionshospitalet Randers. Derfor overtager Regionshospitalet Viborg brystkræftaktiviteterne fra Randers allerede den 18. februar, knap 1,5 måned før tid. Nye patienter, der henvises fra deres praktiserende læge, vil allerede fra den 8. februar skulle undersøges og behandles i Viborg.

Patienterne skal fortsat have den rigtig gode behandling, som de er vant til, og det sikrer vi bedst ved, at Regionshospitalet Viborg overtager patienterne i februar i stedet for april. Det er en hurtigere overtagelse end planlagt, men med aftalen sørger vi sammen for, at der er de bedste forudsætninger for at tage hånd om patienterne, siger Lone Winther Jensen, lægefaglig direktør, Regionshospitalet Randers.

Praktiserende læger og patienter får information

Regionshospitalet Viborg vil snarest orientere de praktiserende læger, der tidligere har skullet henvise brystkræftpatienter til Regionshospitalet Randers.

Flere oplysninger

  • Lone Winther Jensen, lægefaglig direktør, Regionshospitalet Randers, tlf.: 4027 8297
  • Claus Brøckner Nielsen, lægefaglig direktør, Hospitalsenhed Midt/ Regionshospitalet Viborg: Tlf 30911341
  • Kontaktoplysninger på regionsrådets medlemmer (www.rm.dk/politik/regionsradsmedlemmer)