Akutte patienter roser personalet, der både lytter og er til at forstå
08.01.2019
Region Midtjyllands akutte patienter er blandt landets mest tilfredse. Det viser en ny undersøgelse.
Patienterne er meget tilfredse med den behandling, de får på akutklinikker og akutmodtagelser i Region Midtjylland. Det viser deres svar i den femte udgave af Den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser, LUP Akutmodtagelse.
Fra 2017 til 2018 er tilfredsheden med behandlingen steget i næsten alle egne af regionen.
- Jeg hæfter mig ved at patienttilfredsheden stiger, når de akutte funktioner samles omkring akutafdelingen, som vi gør i vores mange nybyggerier, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).
Patienterne på Aarhus Universitetshospital er bl.a. mere tilfredse med information om ventetiden efter hospitalet i maj tog sin nye akutafdeling i Skejby i brug.
Patienterne i regionen roser især personalet for at lytte, når de beskriver deres sygdom eller skade, og svarer, at de i stigende grad oplever, at den mundtlige information er forståelig.
Ventetiden opleves stadig for lang
Mange patienter svarer, at de ikke finder ventetiden fra de ankommer til de bliver undersøgt acceptabel i akutmodtagelser og akutklinikker. Patienterne savner også svar på, hvor længe de skal vente og hvordan ventetiden udvikler sig, mens de venter.
- Det skal vi rette op på, siger Anders Kühnau.
Læs nyheder fra dit lokale hospital her
- Aarhus Universitetshospital
- Hospitalsenhed Midt
- Regionshospitalet Horsens
- Hospitalsenheden Vest
- Regionshospitalet Randers
Fakta
- Akutmodtagelser er døgnåbne afdelinger med egen ledelse og både ambulante og indlagt patienter. Akutklinikker har oftest kun åbent i dagtimerne og modtager kun let tilskadekomne patienter.
- LUP Akutmodtagelse 2018 er delt i akutmodtagelser og akutklinikker og opgjort på lands-, regions- og hospitalsniveau.
- Region Midtjyllands resultater er baseret på svar fra 1285 patienter (1089 fra akutmodtagelser og 196 fra akutklinikker).
- Undersøgelsen er gennemført i samarbejde mellem de fem regioner, Danske Regioner og Sundheds og Ældreministeriet.
- Link til resultaterne på landsplan www.patientoplevelser.dk/lupakmod18/
Flere oplysninger
- Regionsrådsformand Anders Kühnau (S), tlf. 2360 2768, kuhnau@rr.rm.dk
- Simone Witzel, specialkonsulent, cand.scient.pol. DEFACTUM, Koncern Kvalitet, Region Midtjylland, tlf. 4042 7144, simwit@rm.dk
- Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer