22.01.2019 

En reduktion i borgernes indlæggelser på hospitalet med 16.000 timer årligt. Det er de foreløbige resultater af et stærkt samarbejde mellem Silkeborg Kommune, de praktiserende læger og Diagnostisk Center på Hospitalsenhed Midt. Det har nu kastet en flot pris af sig – Den Gyldne Tråd – som i dag er uddelt på KL's Sundhedskonference i Kolding.

Initiativet, som modtager prisen Den Gyldne Tråd, hedder ’Fleksible Indlæggelser’ og er en ordning, hvor borgere med kronisk sygdom får mulighed for at benytte en særlig telefon-hotline, når de oplever akut forværring af deres sygdom. Hotlinen er altid åben, og den er bemandet af sygeplejersker, der er klædt særligt på til opgaven.

Ringer, når sygdommen forværres

Patienterne bruger hotlinen, hvis de oplever, at deres sygdom pludselig forværres. Sygeplejersken, der tager imod opkaldet, vurderer situationen og hjælper patienten videre.

Nogle gange er det nok at give råd og vejledning over telefonen. Andre gange henvises til fx behandling af det kommunale akutteam i eget hjem, et ophold på en af kommunens akutpladser, akut undersøgelse på hospitalet, indlæggelse på hospitalet, en tid hos egen læge eller møde på ambulatoriet.

Den Gyldne Tråd foto_1024px.jpg

På foto fra venstre mod højre: Hanne Kirial, leder af akutteamet ved Silkeborg Kommune; Inge Bank, sundheds- og omsorgschef, Silkeborg Kommune; Anders Damgaard Møller Schlünsen, ph.d-studerende, Regionshospitalet Silkeborg og Ulrich Fredberg, ledende overlæge, Diagnostisk Center, Regionshospitalet Silkeborg. Foto: Dagens Medicin 

Samarbejdet mellem hospital og kommunens akutfunktion er derfor et centralt omdrejningspunkt for de fleksible indlæggelser.

- Det skaber tryghed, at borgerne får kompetent hjælp og pleje i omgivelser, de kender. Og så skaber det mere smidige forløb, hvor borgeren hurtigt og nemt får hjælp – uanset om hjælpen kommer fra kommunen, hospitalet eller lægen. Derfor er vi også meget stolte af prisen, som netop stiller skarpt på gode samarbejder på tværs af sektorer, siger Inge Bank, Sundheds- og Omsorgschef i Silkeborg Kommune.

Grænserne mellem sektorer udviskes

Den Gyldne Tråd, som Kommunal Sundhed står bag, belønner initiativer, der viser nytænkning og engagement, og som viser en vej til højere kvalitet i sammenhæng, samarbejde og pleje og behandling.

- De kommende år skal vi gøre en stor indsats for, at færre patienter skal indlægges på hospitalet. Ingen ønsker at komme på hospital, hvis det kan klares hjemme. Og samfundsøkonomisk bliver vi nødt til at tænke anderledes, for vores hospitaler kan simpelthen ikke rumme det voksende antal ældre borgere. Her giver et initiativ som Fleksible Indlæggelser en del af løsningen, siger Henrik Gottlieb Hansen (S), formand for Hospitalsudvalget i Region Midtjylland.

Dommerkomitéens begrundelse for, at netop Fleksible Indlæggelser modtager Den Gyldne Tråd, er blandt andet, at initiativet er et mønstereksempel på, hvordan det tværsektorielle samarbejde kan organiseres.

Initiativet har udvisket grænserne imellem sektorerne og skabt et tilgængeligt og smidigt sundhedsvæsen, hvor borgerne har ét sted at forholde sig til. Borgerne opnår også fordelene ved kontinuitet, når behandling og rådgivning udgår fra samme sted både rutinemæssigt og ved akutte tilstande. Og netop kontinuiteten og den tidlige kontakt til sundhedsvæsenet ved forværring gør, at potentialet i det nære sundhedsvæsen for alvor kan realiseres. 

Prisen blev overrakt på KL's sundhedskonference 22. januar 2019.

Fakta om Den Gyldne Tråd

   

  • Prisen stiller skarpt på det tværsektorielle samarbejde, men også på evnen til at reducere fejl, sikre kvalitet, forebygge, implementere nye metoder, undervise, forske, udvikle ledelsesredskaber, håndhæve etiske standarder og støtte svage borgere
  • Dommerkomitéen lægger stor vægt på, at initiativet er implementeret og meget gerne har resultater, som kan dokumenteres
  • Den Gyldne Tråd er blevet uddelt siden 2017
  • Dommerkomitéen består i år af:
  • Kommunaldirektør Annemarie Schou Zacho-Broe, Fredericia Kommune
  • Vicedirektør Helen Bernt Andersen, Rigshospitalet, og formand for Kræftens Bekæmpelse
  • Chefkonsulent Jacob Meller Jacobsen, Kommunernes Landsforening
  • Praktiserende læge Gunver Lillevang, Roskilde
  • Direktør Morten Freil, Danske Patienter
  • Analyse- og forskningschef Pia Kürstein Kjellberg, VIVE
  • Chefredaktør Nicolai Döllner, Kommunal Sundhed og Dagens Medicin.