Ni veje til stærkere demokrati i Region Midtjylland
31.01.2019
Alle der interesserer sig for politik skal have mulighed for at præge løsningerne. Et særligt demokratiudvalg under regionsrådet i Region Midtjylland tog allerede sidste år fat på at styrke borgernes indflydelse. Regionsrådet har nu vedtaget udvalgets forslag til ni grundprincipper for borgerinddragelse.
Siden valget i 2017 har politikere i Region Midtjylland arbejdet målrettet med at finde opskrifter på mere og bedre dialog med borgere, patienter, pårørende og brugere. Regionsrådet har nu vedtaget udvalgets ni bud på, hvordan regionen kan styrke samarbejdet med borgere og patienter.
Ægte inddragelse mærkes
På vejen frem til grundprincipperne har politikerne fokuseret på, at flere borgere i fremtiden skal inddrages i politiske beslutninger.
- Derfor vil vi i højere grad for eksempel gerne have viden og oplysninger direkte fra borgerne. Som politikere skal vi blive endnu bedre til at lytte til de udfordringer, borgere står med. Vi skal møde borgerne, der hvor de er, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).
Svær opgave
Der er flere faldgruber, når borgere og myndigheder prøver at forstå hinanden. Derfor er det vigtigt, at inddragelse af borgere bliver tilrettelagt og gennemført, så alle oplever, at inddragelsen er reel og kaster brugbare og repræsentative input af sig.
- Det handler jo for eksempel om, at vi skal være tydelige om, hvad borgere faktisk kan få indflydelse på. Og det handler om at inddrage borgerne tidligt i processen, så de får reel indflydelse, siger demokratiudvalgets formand Mette Valbjørn (S).
Med beslutningen om de ni grundprincipper beder regionsrådet også regionens beslutningstagere og ansatte om at ryste vanerne af sig, og i endnu højere grad inddrage borgernes ønsker og behov.
- Det er efter min opfattelse en af vejene til målrettede, brugervenlige og holdbare løsninger. Vi har i regionsrådet lige drøftet lægedækning af Endelave. Her fik Region Midtjylland ikke tænkt borgerinddragelse ind fra starten. Det erkender vi og tager nu en dialog med borgere og kommune. De nye principper skal hjælpe os til at huske på, hvad det er vi gerne vil, så vi får startet rigtigt, siger Anders Kühnau.
Fakta: De ni grundprincipper
- Vi tror på, at borgerne ønsker reel inddragelse i og indflydelse på egen situation og i udviklingen af regionens ydelser. Vi ønsker, at borgerne er og oplever at være reelt og respektfuldt inddraget i såvel egen situation som i udviklingen af regionens ydelser. Vi mener derfor, at borgerne på forhånd skal kende deres muligheder for at få reel indflydelse.
- Vi ønsker, at borgerne føler sig set og hørt i samspillet med regionsrådet og regionens ansatte.
- Vi tror på, at alle borgere har en særlig indsigt i egen situation, som kan bruge positivt i samspillet med borgeren.
- Vi tror på, at der i samspillet mellem de professionelle og borgerne kan udvikles bedre tilbud for borgerne.
- Vi ønsker at skabe rum og mulighed for, at alle borgere har mulighed for inddragelse.
- Vi ønsker inddragelse fra forskellige perspektiver (patienter, pårørende, organisationer m.fl.).
- Vi forpligter os til at forbedre mulighederne for inddragelse for udsatte borgere/grupper.
- Vi ønsker, at inddragelse tænkes ind fra starten, så inddragelsen sker på det/de rigtige tidspunkter. Rammen fori inddragelse skal være tydelig, og inddragelse skal tilrettelægges på en struktureret og hensigtsmæssig måde.
- Vi forpligter os til at finde nye veje til inddragelse af borgere med henblik på at møde borgerne, der hvor borgerne er.
Flere oplysninger
- Regionsrådsformand Anders Kühnau (S), tlf. 2360 2768
- demokratiudvalget, Mette Valbjørn (S), tlf. 3024 3437
- Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer