25.01.2019 

Seks landsbyer og to landsbyfællesskaber fra otte forskellige kommuner kandiderer til Region Midtjyllands landsbypris, når den uddeles for 11. gang. Hvem der får Landsbyprisen 2019, beslutter regionsrådet til marts.

Region Midtjyllands landsbypris er med til at sætte fokus på det gode og bæredygtige liv i Region Midtjyllands lokalsamfund.

Sidste år løb Sall i Favrskov Kommune med titlen og de medfølgende 150.000 kroner til faciliteter og aktiviteter i byen. I år er seks landsbyer og to landsbyfællesskaber indstillet til prisen. 

Tabel_kandidater2019_1024px.png

 

- Udvikling i landsbyer handler jo om meget andet end indbyggertal og den lokale brugs. Kandidaterne til Landsbyprisen 2019 skal være med til at vise vejen for, at udvikling i landdistrikterne også handler om fornyelse, natur, kulturarv, bæredygtighed og samarbejde. Nu glæder vi os til at se nærmere på forslagene fra LAG'er og kommuner og indstillingen fra ekspertpanelet, siger formand for Udvalget for Regional Udvikling Jørgen Nørby (V).

Vinderen findes til marts

Det er regionsrådet, der efter indstilling fra et ekspertpanel, finder vinderen af Landsbyprisen 2019. Det sker i forbindelse med regionsrådets møde i slutningen af marts. I udvælgelsen lægger regionsrådet blandt andet vægt på udvikling gennem stærkt lokalt engagement og samarbejde med andre landsbyer - og at der er øje for natur, klima og kultur.

- Vi har masser af gode steder at bo og leve i landdistrikterne. De otte kandidater viser samtidig, hvordan aktive lokalsamfund også kan bidrage til en positiv udvikling i hele regionen. Det skal regionens landsbypris være med til at fremhæve, og samtidig er formålet, at andre kan lade sig inspirere af gode ideer og initiativer, siger næstformand i Udvalget for Regional Udvikling Flemming Knudsen (S). 

Grafik landsbyprisen

De otte indstillede kandidater til Landsbyprisen 2019:

Fjordklyngen, Viborg Kommune

Fjordklyngen er etableret i 2014 som et samarbejde mellem de seks landsbyer Skals, Låstrup, Nr. Rind, Sundstrup, Ulbjerg og Skringstrup. Fjordklyngen har stået for adskillige naturprojekter med fokus på motion og friluftsliv. Fjordklyngen har bl.a. også genoplivet Muslingefestivalen i Sundstrup. I 2018 fik Fjordklyngen fire delebiler og en landsbybus til borgerne i området.

Gludsted, Ikast-Brande Kommune

Gludsted Friskole og Børnehus er sammen med købmand og landsbyforening et omdrejningspunkt for udvikling. Friskolen har overtaget den kommunale børnehave. Landsbyforeningen har siden 2011 holdt ”The International Art Workshop”, og foreningen har erhvervet og står for Gludsted Sognegård. Flere foreninger samarbejder om aktivitet ved Kulturnatten.

Idom-Råsted, Holstebro Kommune

Idræts- og kulturcentret PLEXUS har i 10 år været rammen for udvikling med et stærkt foreningsliv. Her er fokus på at gentænke andelstanken. I Idom er der kommet skaterrampe ved skolen, bygget hytter til lystfiskere mv. "Landsbylaboratoriet" laver utraditionelle kulturarrangementer, og der arbejdes fremadrettet med fødevarefællesskaber og en "fælles-skaber-kultur” med en dele-central, som understøtter en bæredygtig udvikling.

Knebel, Syddjurs Kommune

For at skabe udvikling og engagere lokalbefolkningen i udviklingen af Knebel blev ”Projekt Mols i Udvikling” etableret i 2014, og der samarbejdes med andre landsbyer. I projektet deltager flere end 250 borgere i 24 projektgrupper. Der er bl.a. udarbejdet en masterplan for Knebels fremtidige fysiske rammer med havbad, sikring af bredbånd, fælleshus for hele Knebel-området mv.

Sdr. Vium, Ringkøbing-Skjern Kommune

Kulturhuset ”SKOLEN” er etableret i den nu nedlagte friskole, som er rammen for aktiviteter med landsbypedeller, ”De kreative damer”, sogneforening mv. I Sdr. Vium er 31 husstande tilsluttet et fælles hamfyret (fjern)-varmeanlæg. Sdr. Vium er en del af landsbyklyngen ”Best mod West” sammen med Lyne og Hemmet. Trods nedlagt friskole er det lykkes at opretholde vuggestue og børnehave.

Stjær, Skanderborg Kommune

I Stjær er der fokus på naturen og landsbyens miljø. Der er etableret shelter og 20 km. trampestier, og familier er gået sammen om afgræsning og naturpleje af engarealer med køb af Galloway-kvæg. Torvet og forsamlingshuset er renoveret, og der arbejdes på ”Stjær Kulturkraftværk” som en sammenhæng og fælles faciliteter for hal, skole, mødelokaler, kantine, kultursal, vuggestue og børnehave. Der er delebils-ordning og hentet tilbud på ladestander til elbiler.

Voel, Silkeborg Kommune

Masterplan 2012 for Voel er rammen for udvikling og samarbejde. Der er arbejdet med cykelstier og stiforbindelser, trafiksikkerhed, byudvikling mv. I nye byområder bortskaffes overfladevand uden kloakering, og opvarmning i mange huse sker via varmepumper. Voel Byfest arrangerer hvert år en tredages byfest, og der arbejdes for et nyt multihus. Voel og nabolandsbyen Sorring er med i kampagnen ”Landsbyklynger” med Realdania, DGI samt Lokale og Anlægsfonden.

Ørsted, Norddjurs Kommune

I Ørsted har borgere etableret legeplads, madpakkehuse, multibane, fitnessareal mv., og i ”Bakkerne” uden for byen er der etableret bl.a. mountainbikebane, disc golfbane og shelter. Lokale vedligeholder et grønt område i byen, og lokale driver både fitnesscenter og biograf. Foreningen Ørsted Kro har via folkeaktier købt den lokale kro, hvor der nu er kulturelle arrangementer. Foreninger i Ørsted og omegnsbyerne har lavet en "grejbank", så man er fælles om indkøb. 

 

Yderligere oplysninger

   

Om Region Midtjyllands landsbypris

   

  • Landsbyprisen har været uddelt siden 2009.
  • Der følger 150.000 kroner med prisen.
  • Kandidater til prisen indstilles af Lokale Aktionsgrupper (LAG) og af kommuner, der ikke har Lokale Aktionsgrupper.
  • Et ekspertpanel vurderer de indstillede kandidater. På baggrund af panelets indstilling, træffer de regionale politikere beslutning om vinderen. I 2019 sker det i slutningen af marts. 
  • Læs mere om Region Midtjyllands landsbypris.