24.06.2019
Regionshospitalet Horsens tager hul på den næste store udvidelse af hospitalets akutafdeling. Når ombygningen står færdig, forventeligt i 2021, vil afdelingen indeholde alle moderne faciliteter til hurtig modtagelse, udredning og behandling af akutte patienter.
Patienter fra primært Skanderborg, Odder, Horsens og Hedensted kan bl.a. se frem til bedre adgangsforhold, venteområder og mulighed for en-sengsstuer, når Regionshospitalet Horsens i løbet af et par år færdiggør den sidste af to store ombygninger af hospitalets akutafdeling.
Akutafdelingen udvides med kvadratmetre fra den tidligere operationsgang. Den første udvidelse blev gennemført i 2015-16, og da de sidste operationer nu er flyttet fra den tidligere operationsgang og ud i det nye hospitalsbyggeri Nye Nord, kan anden udvidelsesetape nu begynde.
Samtidig skal den oprindelige del af Akutafdelingen renoveres. I alt 2.000 kvadratmeter skal bygges om og lægges til.
- Akutafdelingen på Regionshospitalet Horsens spiller en vigtig rolle. Derfor har regionsrådet trods stram økonomi prioriteret at sikre gode og tidssvarende rammer. Jeg er sikker på, at den nye akutmodtagelse bliver en kæmpe forbedring for patienterne, siger Henrik Gottlieb Hansen (S), formand for Hospitalsudvalget i Region Midtjylland.
Derfor glæder Akutafdelingens ledelse sig også til at kunne tilbyde både patienter og personale nogle langt bedre forhold.
- Forinden skal vi igennem to år, hvor vi bygger om samtidig med, at vi opretholder den daglige drift. Det har vi lagt en grundig plan for, men vi kan desværre ikke undgå, at f.eks. ventende patienter og personalet kommer til at se og høre til byggeriet. Det håber vi på forståelse for, siger Ulf Hørlyk, ledende overlæge på Akutafdelingen.
Ny indgang til Lægevagten og Skadestuen
Når den nye Akutafdeling står færdig i 2021, vil den være på i alt 3.100 kvadratmeter med 38 sengepladser, traume- og modtagestuer, egen laboratorie- og billeddiagnostisk funktion samt nye opholdsarealer til patienter og pårørende, nye vagtlægerum og personalefaciliteter.
Gående patienter til Lægevagten og Skadestuen vil i samme forbindelse få deres egen indgang via Nye Nord (ved siden af den nuværende Indgang B) og undgår dermed fremover at skulle ind af ambulancerampen, som det er tilfældet i dag.
Regionsrådet har tidligere godkendt og bevilliget penge til de to udvidelses- og ombygningsetaper af Akutafdelingen på Regionshospitalet Horsens.
Yderligere oplysninger:
- Formand for hospitalsudvalget Henrik Gottlieb Hansen (S), tlf. 2129 9726
- Ulf Hørlyk, ledende overlæge Akutafdelingen, tlf. 78425200, ulfhoerl@rm.dk.
- Bjarne Tang Lauridsen, projektchef, Byggeri og Anlæg, tlf. 93958700, bjarlu@rm.dk.