29.05.2019
Nyt projekt støttet af Region Midtjylland, Dansk Byggeri og den midtjyske teknologipagt giver skoleelever førstehåndserfaring med livet på en byggeplads.
Hvordan er virkeligheden i en skurvogn, hvad skal en faglært kunne – og er en erhvervsuddannelse mon noget for mig? De spørgsmål, får tusinder af midtjyske skoleelever svar på i løbet af de kommende fire år med projektet Byggeboxe, der etablerer to virkelighedsnære undervisningsmiljøer på byggepladser i Region Midtjylland. Regionsrådet har netop besluttet at støtte projektet med 2,9 af de 9,8 mio. kroner, rådet i dag har udmøntet til den Midtjyske Teknologipagt.
- Med teknologipagten samler vi aktører på tværs af uddannelsesinstitutioner, kommuner og erhvervsliv i kampen for at give de midtjyske borgere mulighed for at matche de krav, fremtidens erhvervsliv stiller. Det handler blandt andet om, at flere skal lære, hvilke muligheder man har med en erhvervsuddannelse, og her vil Byggeboxe-projektet gøre en forskel, siger formand for regionsrådet Anders Kühnau (S).
Arkivfoto. Foto: Niels Åge Skovbo
Mangler viden om byggebranchen
Bag Byggeboxe står bl.a. Aarhus Tech og Dansk Byggeri. Projektet henvender sig til elever i 4.-7. klasse, der får særligt tilpassede undervisningsforløb bag hegnet på midtjyske byggepladser.
- Viden om byggebranchen er afgørende for at få flere til at vælge en uddannelse inden for den. Derfor skal flere lære vores branche at kende i en tidlig alder. Med Byggebox får eleverne indblik i en verden, som mange af dem ikke ellers møder, siger Louise Pihl, underdirektør i Dansk Byggeri.
Hos Dansk Arbejdsgiverforening roser chef for DAs Åben Virksomhed-indsats, Hanne Møllegaard Sundin, initiativet.
- Jeg er rigtig glad for, at Region Midtjylland nu satser på et ambitiøst initiativ, der over de næste fire år vil nå ud til tusindvis af unge. Etableringen af de to byggeboxe i Midtjylland er et bidrag til at sikre fremtidens kvalificerede arbejdskraft herunder flere på erhvervsuddannelserne, siger Hanne Møllegaard Sundin.
Hun understreger, at projektet er end del af løsningen på den overordnede udfordring, at Danmark mangler unge med kompetencer inden for naturvidenskab, teknologi og IT.
- Hos Dansk Arbejdsgiverforening ser vi det som en del af løsningen, at folkeskolerne kommer tættere på den praktiske hverdag, der findes ude på de danske virksomheder, siger hun.
20 mio. kroner til uddannelse
Dagens udmøntning fra regionsrådet af 9,8 mio. kroner til Teknologipagten sender penge til i alt otte projekter (beskrivelse af projekterne herunder).
Derudover vedtog rådet i dag også udmøntningen af 2,6 mio. kroner til seks projekter i den såkaldte åbne uddannelsespulje. Det er projekter, som ligger uden for rammerne af den Midtjyske Teknologipagt. Fælles for projekterne er, at de er drevet af uddannelsesinstitutioner, som i samarbejde med både hinanden og eksterne partnere fokuserer på udvikling nye tilgange (beskrivelse af de seks projekter herunder).
- Region Midtjylland har i 2019 i alt 20 mio. kroner til udvikling af fremtidens uddannelser. De penge prioriterer vi især til at sikre vores borgere adgang til de kompetencer, der er nødvendige i fremtiden, men også til generelt at understøtte udvikling af uddannelsestilbud i verdensklasse her i vores region, siger regionsrådsformand Anders Kühnau.