01.04.2019

Med åbningen af det nye hospitalsafsnit "Operation og Opvågning" 1. april vil patienterne opleve endnu mere sammenhængende og effektive operationsforløb med få kontakter, begrænset ventetid og færre eller ingen flytninger.

Endnu flere patienter vil i fremtiden blive tilbudt et hurtigt og sammenhængende patientforløb, hvis de skal opereres på Regionshospitalet Horsens.

I det nye hospitalsafsnit "Operation og Opvågning" kan patienter, som skal have lavet en større operation inden for enten organkirurgi, gynækologi/obstetrik eller ortopædkirurgi, fremover møde direkte ind i afsnittet, blive gjort klar til operationen og vågne op igen det samme sted.

De fleste patienter vil også kunne gå direkte hjem fra afsnittet den samme dag og undgår dermed helt at blive indlagt i en hospitalsseng.

- Der er tale om en helt ny måde at organisere operationsforløbene på, som ikke blot sikrer patienterne en høj kvalitet, faglighed og patientsikkerhed men også en god sammenhæng – et godt flow undervejs, fordi logistikken er planlagt ud fra, hvad der er godt for patienten, siger formand for Hospitalsudvalget i Region Midtjylland Henrik Gottlieb (S).

Fagekspertisen samles om patienterne

Tidligere blev patienterne til de større operationer kørt rundt imellem de forskellige afsnit på hospitalet f.eks. i forbindelse med en flytning fra operationsgangen og til et sengeafsnit.

Det bliver mange patienter fremover skånet for, idet fagekspertisen nu samles om patienterne i 'Operation og Opvågning'. Afsnittet er etableret i direkte forbindelse med den nye operationsgang i det nye hospitalsbyggeri Nye Nord.

- Med de nye arbejdsgange kommer vi til patienten i stedet for, at patienten skal komme til os. Det giver gode muligheder for, at vi som fagpersoner kan have en dialog med patienten, de pårørende og hinanden, så patienterne også er helt trygge ved hurtigt at skulle hjem igen, siger lægefaglig direktør Nils Falk Bjerregaard fra Regionshospitalet Horsens.

Det nye afsnit indrettes også med senge, så patienter kan overnatte i afsnittet efter operationen, hvis der er brug for det.

Der vil naturligvis også fortsat være patienter, som vil blive indlagt i forbindelse med de større operationer f.eks. i de tilfælde, hvor patienterne i forvejen har en eller flere sygdomme.

Bygger videre på principperne inden for dagkirurgi
Principperne bag det nye operations- og opvågningsafsnit bygger videre på de gode erfaringer, som klinikken har udviklet og arbejdet med igennem flere år i hospitalets dagkirurgiske center.

- Inden for dagkirurgien har vi hen over flere år optimeret operationsforløbene, så patienterne oplever kun at have få kontakter, begrænset ventetid og ingen eller kun ganske få flytninger, siger Nils Falk Bjerregaard.

- Når patienterne møder ind og udskrives samme sted og ikke bliver flyttet rundt mere end højst nødvendigt, øges patientsikkerheden og kvaliteten, fordi vi reducerer risikoen for at miste information og oplysninger undervejs. Endelig ser vi, at det giver mere tilfredse patienter og personale, når rammerne er sat for nogle behandlingsforløb, der er planlagt med udgangspunkt i patienternes behov, siger Nils Falk Bjerregaard. 

Henrik Gottlieb, formand for Hospitalsudvalget i Region Midtjylland, indvier det nye afsnit mandag den 1. april kl. 11.30. Det foregår i personalestuen på niveau 2 i Nye Nord, Regionshospitalet Horsens, Sundvej 30, 8700 Horsens.

Fakta

  • "Operation og Opvågning" består bl.a. af 11 operationsstuer, heraf fem operationsstuer er helt nye operationsstuer etableret i Nye Nord. De øvrige seks stuer blev etableret til ibrugtagning i 2014.
  • 11 opvågningspladser og 13 sengepladser.

Flere oplysninger