Regionshospitalet Viborg forbedrer arbejdsmiljø med robotarme
11.11.2019
Regionshospitalet Viborg har som det første hospital i Skandinavien taget nye robotarme i brug ved kikkertoperationer. Robotarmene forbedrer arbejdsmiljø, uddannelsesforhold og øger kvaliteten af kamerabillederne under operationerne.
Indkøbet af tre robotarme skyldes et påbud fra Arbejdstilsynet tidligere på året. Påbuddet beskrev, at det ikke er sundhedsmæssigt forsvarligt at lade assistenter stå til en 50 minutter lang operation i en statisk og lettere akavet arbejdsposition for at holde et kamera for kirurgen ved kikkertoperationer.
Arbejdet udsatte ansatte for belastninger, der kunne medføre skader på ryg, nakke og skulder. Den manuelle kameraføring gjorde desuden ofte kirurgen "søsyg".
Forbedrede arbejdsforhold og bedre kvalitet
Med robotarmene er flere problemer løst - søsyge og overbelastning er ikke længere en bekymring. Robotarmene har aflastet assistenten og optimeret arbejdsforholdene i flere situationer, da kirurgen nu via et joystik selv kan styre kameraet. Med meget få og små bevægelser kan kirurgen ændre kameraets vinkel og billede uden at forsinke operationen. Det giver en mere præcis føring af kameraet og dermed bedre kvalitet af billederne under kikkertoperationerne.
- Det er rart at gå ind til en operation og vide, at belastningen af assistenten nu er blevet væsentligt mindre, fordi han ikke skal holde kameraet til kikkertoperationen, siger afdelingslæge Marie Kirk fra Kirurgi fra Regionshospitalet Viborg.
Forbedret læringsmulighed
Robotarmene løser ikke kun et arbejdsmiljøproblem og øger kvaliteten af billederne, men forbedrer også uddannelsesmuligheder. Assistenterne, som ofte er læger under uddannelse, får meget bedre mulighed for at fokusere på operationen frem for at koncentrere sig om at holde kameraet i rette position.
- Det er en enorm forbedring af vores arbejdsforhold, og et indkøb der virkelig imødekommer vores håndværk, forklarer ledende overlæge Einar Pahle ved Kirurgi.
Læger og kirurger har ventet spændt på, at robotarmene skulle implementeres og kan nu et par uger efter implementeringen vurdere, at robotarmene er lette, intuitive og enkle at bruge og ikke kræver den store oplæring.
Yderligere oplysninger
- Einar Pahle, ledende overlæge, Kirurgi, tlf. 78 44 63 01 / einar.pahle@rm.dk
- Marie Kirk Christensen, Afdelingslæge på kirurgi / Marie.K.Christensen@viborg.rm.dk