Regionsråd samler neurologi på færre hospitaler
27.11.2019
Efter længere politisk debat har regionsrådet besluttet at samle neurologien og neurorehabiliteringsområdet på færre hospitaler. Fra 1. juni 2020 flyttes sammenlagt 10 neurorehabiliteringssenge fra Regionshospitalet Horsens og Regionshospitalet Randers til Aarhus Universitetshospital.
Beslutningen betyder også, at 2,3 neurorehabiliteringssenge på Regionshospitalet Skive lukkes, og at én seng fra neuro-intensivt afsnit på Regionshospitalet Silkeborg flyttes til Regionshospitalet Hammel Neurocenter pr. 1. april 2020.
Baggrunden er, at Regionsrådet i forbindelse med vedtagelsen af budget 2019 besluttede, at der skulle laves en faglig og kapacitetsmæssig gennemgang af neurologien og neurorehabiliteringsområdet. Formålet med gennemgangen var at understøtte effektiv drift, gode patientforløb og et godt patientflow inden for neurologien og neurorehabiliteringsområdet, at styrke de faglige miljøer og at give en besparelse på ca. 10 mio. kr. fra 2020 og frem.
De forslag, der nu er vedtaget, giver en driftsbesparelse på 3,9 mio. kr. i 2020, på 5,2 mio. kr. i 2021, på 7,9 mio. kr. i 2022-2028 og på 8,8 mio. kr. fra 2029 og frem.
Venstre, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne stemte imod.