Nyt sengeafsnit giver bedre plads til at sætte patienten i centrum
22.10.2019
Når Mavekirurgisk Afsnit og Karkirurgisk Afsnit den 28. oktober flytter ind i det nye akutcenter på Regionshospitalet Viborg, bliver firesengsstuer skiftet ud med ensengsstuer. Det giver bedre plads til fortrolighed, privatliv og pårørende.
Indflytningen er en kæmpe gevinst for patienterne, vurderer ledende overlæge Einar Pahle.
- Med overgangen fra firesengsstuer til ensengsstuer får vi blandt andet langt bedre mulighed for at dokumentere og skrive journal inde på sengestuen sammen med patienterne. På den måde kan patienterne bedre følge med i, hvad der bliver noteret om dem – og spørge ind til det, de ikke forstår, eller gerne vil have uddybet, siger Einar Pahle.
Han er ikke i tvivl om, at den form for patientnær dokumentation vil betyde et løft for patientsikkerheden – og for patienternes fornemmelse af at blive set, hørt og have indflydelse på egen situation.
Fremskridt for hospitalet
I alt 27 nye ensengsstuer med eget bad og toilet tages i brug, når Mavekirurgisk Afsnit og Karkirurgisk Afsnit den 28. oktober flytter ind på etage 7, øverst i det nye akutcenter.
- Ensengsstuerne er et kæmpe fremskridt for danske hospitaler – og også for os i Viborg. For patienterne betyder overgangen til ensengsstuer samtidig bedre mulighed for en god og helende nattesøvn og plads til de pårørende - og begge dele kan have stor betydning, når man er svækket af sygdom eller skal komme sig efter operation, siger sygeplejefaglig direktør Mette Fjord Nielsen.
For medarbejderne betyder de nye ensengsstuer samtidig ændrede rutiner og arbejdsgange på sengeafsnittene. Eksempelvis skal sygeplejerskerne fremover vænne sig til at skulle besøge fire sengestuer, hvor de tidligere har kunnet nøjes med én. Og der skal særligt fokus på de patienter, som ligger alene uden pårørende på sengestuen.
- Men de nye rammer giver - udover muligheden for mere inddragelse af pårørende og ro og hvile for patienten - også god mulighed for, at de patienter, der mestrer det, kan mødes i den fælles spisestue eller genoptræne og holde sig i gang ved at gå ture på de lange, lyse gange, siger oversygeplejersker Helle Skytte fra Kirurgi.
Sengeafsnit samlet på én etage
I forbindelse med flytningen opdeles det nuværende Mave- og Tarmkirurgisk Afsnit i to selvstændige afsnit – Mavekirurgisk Afsnit og Tarmkirurgisk Afsnit. Mens førstnævnte altså flytter ind i nybyggeriet den 28. oktober, rykker Tarmkirurgisk Afsnit dagen efter ind på etage 7 i det eksisterende hospital sammen med dagfunktionen Stomi-klinik.
De lyse og moderne rammer her blev bygget i forbindelse med første del af det omfattende kvalitetsfondsbyggeri i Viborg og har de seneste år huset Hjerteafsnit, som netop er flyttet til etage 6 i det nye akutcenter.
- Vi glæder os over, at vi fremover har vores tre sengeafsnit samlet ved siden af hinanden på én etage og dermed bedre mulighed for at samarbejde og hjælpe hinanden ved behov, siger oversygeplejerske Helle Skytte.
Indflytningen sidst i oktober er den femte større indflytning i det nye akutcenter. Næste indflytning bliver den 12. november, når Skadestue, Lægevagt og Akut Røntgen og Skanning flytter ind, mens det akutte sengeafsnit og Børn og Unge Akutmodtagelse rykker ind den 14. november. Til årsskiftet vil alle godt 25.000 nye kvadratmeter være taget i brug.
Yderligere oplysninger
Oversygeplejerske Helle Skytte, Kirurgi, Regionshospitalet Viborg, tlf. 7844 6302- Ledende overlæge Einar Pahle, Kirurgi, Regionshospitalet Viborg, tlf. 7844 6301