16 år efter blodproppen er ballonudvidelse stadig bedre end medicin
03.09.2019
På den europæiske hjertekongres præsenterede danske hjerteforskere 16 års opfølgningen på det banebrydende DANAMI-2 studie. Opfølgningen viser, at patienter med stor blodprop i hjertet i gennemsnit udskyder tiden til en ny blodprop eller død med over 1 år, hvis de behandles med ballonudvidelse fremfor blodpropopløsende medicin.
Forskere ved Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet har mandag på den europæiske hjertekongres i Paris fremlagt resultater, som viser, at ballonudvidelse fortsat er bedre end blodpropopløsende medicin ved akut stor blodprop i hjertet, selv 16 år efter at behandlingen blev udført.
Patienter behandlet med ballonudvidelse har derfor også på lang sigt en reduceret risiko for ny blodprop i hjertet sammenlignet med patienter behandlet med blodpropopløsende medicin.
Endvidere viser studiet, at andelen af hjerterelateret dødelighed er 23 % ved blodpropopløsende medicin mod kun 18 % ved ballonudvidelse. Det er første gang, at man kan påvise denne effekt af ballonudvidelse fremfor blodpropopløsende medicin i et enkelt studium.
DANAMI-2 studiet
Det landsdækkende DANAMI-2 studie undersøgte, om patienter med stor blodprop i hjertet kunne opnå et bedre behandlingsresultat ved transport til et hjertecenter i forhold til behandling med blodpropopløsende medicin på et lokalt sygehus. DANAMI-2 viste, at der var markant færre, som fik en ny blodprop i hjertet indenfor de første 30 dage, hvis de blev transporteret til ballonudvidelse på et hjertecenter. Dette banebrydende resultat var årsag til, at diagnostik, transport og behandling af akutte blodpropper i hjertet blev ændret både i Danmark og internationalt.
Dansk behandling af blodpropper er i verdensklasse
DANAMI-2 studiet efterfulgtes af en revolution i behandlingen af blodpropper i hjertet. I Danmark udviklede lægerne/forskerne metoder til at stille diagnosen allerede i hjemmet eller i ambulancen. Dette betød, at man kunne spare kostbar tid ved at køre ambulancen udenom lokalsygehusene og direkte til den livreddende behandling på hjertecentre. En efterfølgende amerikansk vurdering af den danske behandling af blodprop i hjertet gav det svar, at den danske behandling af blodpropper er blandt de allerbedste i verden.
16 år efter DANAMI-2
Gennemsnitalderen var 63 år da patienterne deltog i DANAMI-2. En opfølgning på, hvordan det er gået patienterne 16 år efter blodproppen, kan derfor give et langsigtet perspektiv på risikoen for at dø eller få en ny blodprop ved sammenligning af de to behandlingsstrategier.
”Studiet viser, at gevinsten af ballonudvidelse ved stor blodprop i hjertet er større, end man kunne forvente. Selv efter 16 år udlignes effekten ikke mellem de to behandlingsstrategier, og vi finder både en øget forekomst af nye blodpropper og en øget hjerterelateret dødelighed hos patienter behandlet med blodpropopløsende medicin i forhold dem, der er behandlet med ballonudvidelse,” siger overlæge på Aarhus Universitetshospital Michael Mæng.
”I flere lande er der fortsat en dårlig organisering af transport og behandling ved stor blodprop i hjertet. Vores resultater understreger at lande og regioner, hvor hurtig adgang til et hjertecenter er muligt indenfor en 2 timers tidsramme, bør implementere en strategi med hurtig transport til ballonudvidelse ved stor blodprop i hjertet”.
Bag om forskningsresultatet
Studietype: Registerbaseret opfølgning af randomiseret kontrolleret studie (DANAMI-2)
Samarbejdspartnere: Professor Henning Rud Andersen stod i spidsen for det oprindelige DANAMI-2 studie. Stud. med. Pernille Thrane var forskningsårstuderende og ansvarlig for at skrive artiklen i samarbejde med de øvrige forfattere. Professor Steen Dalby Kristensen og læge Kevin Kris Warnakula Olesen var medvejledere på forskningsårsprojektet.
Ekstern finansiering: Novo Nordisk fonden finansierede skolarstipendie til stud. med. Pernille Gro Thrane.
Interessekonflikter: Nej
Læs den videnskabelige artikel:
Forfattere: Pernille G Thrane BSca, Steen D Kristensen MD, DMScia, Kevin K W Olesen MDa, Leif S Mortensen MScb, Hans Erik Bøtker MD, DMScia, Leif Thuesen MD, DMScic, Henrik S Hansend MD DMSci, Ulrik Abildgaard MD, DMScie, Thomas Engstrøm MD, DMScif,, Henning R Andersen MD, DMScia, Michael Maeng MD, PhDa
a: Hjertesygdomme, Aarhus Universitetshospital
b: Spange Statistik, Aarhus
c: Hjertesygdomme, Aalborg Universitetshospital
d: Hjertesygdomme, Odense Universitetshospital
e: Hjertesygdomme, Københavns Universitetshospital Gentofte
f: Hjertesygdomme, Rigshospitalet
Dato: Præsenteret til ESC den 2. september 2019 og publiceret samme dag i European Heart Journal.
Yderligere oplysninger
Michael Mæng, Overlæge ved Hjertesygdomme, Aarhus Universitetshospital, Lektor ved klinisk institut, Aarhus Universitet, michael.maeng@clin.au.dk
tlf 26703237