01.09.2019

Hospitaler over det meste af Danmark inviterede søndag borgerne indenfor, så de kunne se, hvad et moderne sundhedsvæsen kan præstere og hvor det er på vej hen. I Region Midtjylland var der Åbent Hospital i Randers, Gødstrup og Aarhus og samlet nåede besøgstallet op på 9.093.

3D på Aarhus Universitetshospital

Med 3D-briller kunne de besøgende til Åbent Hospital på Aarhus Universitetshospital få sig en rundtur indenfor i det kommende FORUM, der fra sommeren 2022 bliver hospitalets centrale punkt. Én af standene var nemlig konstrueret som et virtuelt univers ved de store vinduespartier i Område J med udsigt til byggepladsen udenfor, hvor netop FORUM byggeriet snart går i gang.

Udover standene i Område J var der også mulighed for at komme på forskellige rundvisninger. De besøgende kunne blandt andet høre mere om AUH's gårdhaver - nok ikke lige noget, man som medarbejder når at tænke så meget over, når man suser rundt indenfor på løbehjul.

Grønne oaser på universitetshospitalet

Men AUH rummer faktisk 53 gårdhaver mellem bygningerne. De nye gårdhaver har hver sit særkende og er spækket med stauder i alle nuancer af grønt.

De 1.500 besøgende kunne også blive klogere på Dansk Center for Organdonation, Bækkenbundslidelser, STENO Diabetes Center Aarhus, Køkkenet, Hjertestop, Blodbanken, 3D print på AUH, Stroke og Hellen.

Mange mærkede pulsen i Randers

Med kampagnen "Vi bygger for livet" og Åbent Hospital-arrangementer spredt over hele landet, vil regionerne gerne vise , hvilken forskel moderne sygehusbyggerier gør for borgerne.

Selvom Regionshospitalet Randers ikke bygger lige nu, så fik interesserede borgere alligevel mulighed for at se nærmere på hospitalet. På tre timer havde hospitalet 575 gæster, der mærkede pulsen og blev klogere på hjerte-lungeredning, velsmagende hospitalsmad, blodtryk og indretning af akutlægebiler og ambulancer.

Rekordstor interesse for at se hospitalet i Gødstrup

Børnenes bamsehospital var både i Randers og i Gødstrup et sikkert hit. Bamsesygeplejersker og læger undersøgte de små uldne venner i bamsescanneren, og intet var for småt til et plaster og nogle trøstende ord.

Når Regionshospitalet Gødstrup bliver taget i brug i marts 2021 vil alt omkring børn og børnefamilier være samlet i Familieklyngen. Til Åbent Hospital fik kommende forældre - og bedsteforældre - en fornemmelse af, hvordan fremtidens barselsstue kommer til at se ud, og hvordan der bliver knyttet et tæt samarbejde omkring børn fra nyfødte til voksne.

Af søndagens tre åbne hospitaler i Region Midtjylland var Gødstrup den eneste nuværende byggeplads. Måske var det ét, der tiltrak særligt mange gæster. Der var kø allerede inden arrangementet begyndte, og ved dagens afslutning havde 7.018 gæster trådt over tærsklen til fremtidens Vestjyske hospital.

Samlet nåede besøgstallet op på 9.093 gæster til Åbent Hospital 2019 i Region Midtjylland.