07.04.2020
Ja, det er sikkert at kontakte egen læge, og nej, du forstyrrer ikke! Sundhedsvæsenet har travlt, men ikke for travlt til at tale med patienter der har andre problemer end coronavirus. Så brug egen læge og hold fast i vigtige aftaler på hospitalet, opfordrer Region Midtjylland og PLO Midtjylland.
Indtrykket af et sundhedsvæsen der bruger alle sine kræfter til at behandle corona-patienter, kan være en af årsagerne til, at der den seneste tid er kommet markant færre nye patienter til undersøgelser for kræft- og hjertesygdomme.
I uge 9, i slutningen af februar, var 868 patienter henvist til behandling i et kræft-pakkeforløb. I slutningen af marts (uge 14) var antallet af patienter henvist til pakkeforløb faldet til kun 458.
Samme tydelige fald ses hos patienter med mulige hjertesygdomme. I uge 9 blev 608 patienter henvist til ikke-hastende undersøgelser på regionens kardiologiske afdelinger. I uge 14 var tallet 365. Undervejs dykkede tallet i uge 12 til kun 263 henvisninger.
De markante fald får praktiserende læger og Region Midtjylland til at understrege, at egen læge på trods af corona-epidemien skal bruges, når der er behov.
Ingen oplagt forklaring
Region Midtjylland og PLO er enige om, at tallene sandsynligvis tegner et helt forkert billede af, hvor mange nye kræft- og hjertepatienter der i virkeligheden findes.
- Vi taler lige nu mest om corona, men vi har ingen grund til at tro, at virusepidemien skulle betyde færre nye mistanker om kræft- og hjertepatienter, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).
Anders Kühnau anerkender, at hospitalerne har meget at se til, men det må ikke føre til, at vi lader være med at bruge hospitalernes ressourcer, understreger han.
Brug lægen ved behov
Også blandt praktiserende læger i PLO Midtjylland vækker det pludselige dyk i antallet af mulige nye kræft- og hjertepatienter bekymring.
- Gode muligheder for at behandle Kræft- og hjertesygdomme bliver typisk dårligere, jo længere der går, før patienterne opsøger egen læge og kommer i den rigtige behandling, siger Henrik Idriss Kise, der er formand for Praktiserende Lægers Organisation, PLO, i Region Midtjylland.
Det er derfor vigtigt, at man kontakter sin egen læge for at aftale en tid, hvis man har mistanke om sygdom.
- Vi ved at bekymringen for corona-smitte påvirker mange mennesker, og vi arbejder hver dag på at gøre det mere trygt at gå til egen læge, siger Henrik Idriss Kise. PLO Midtjyllands formand håber at trygheden stiger i takt med at forsyningen af værnemidler bliver mere stabil, og der kan fordeles flere værnemidler til praktiserende læger.
Ring i forvejen
Praktiserende læger henviser akutte patienter til Lægevagten.
For at mindske smittefaren, gælder der for tiden særlige regler for hvordan man bedst kontakter egen læge. Ring først og mød kun op, hvis du har en aftale.