3,4 pct. af de hospitalsansatte i Region Midtjylland har antistoffer mod coronavirus
12.08.2020
Blodprøver fra hospitalsansatte i Region Midtjylland viser, at 3,4 pct. har antistoffer mod coronavirus i blodet. Tallet dækker over store forskelle mellem de enkelte hospitaler, hvor mange syge patienter på kort tid vendte op og ned på opgaver og rutiner.
Cirka 18.000 hospitalsansatte i Midtjylland er blevet testet for antistoffer mod coronavirus som led i et projekt, der skal skabe viden til fremtidig bekæmpelse af pandemien. Undersøgelsen viser overordnet, at 3,4 pct. af de testede har antistoffer mod coronavirus i blodet. Dog med store lokale forskelle, hvor især Hospitalsenheden Vest har en meget høj forekomst.
12 pct. af de ansatte ved Hospitalsenheden Vest har antistoffer – og 30 pct. af de ansatte på hospitalsenhedens akutafdeling.
- Undersøgelsen understreger, at coronavirus kan være voldsomt smitsomt – og bekræfter det, vi allerede vidste, nemlig at vi i den periode, hvor vi havde mange patienter indlagt med COVID-19 har haft mange smittede blandt medarbejderne. Vi kender til 215 ansatte med konstateret COVID-19, men tallene viser, at flere reelt har været smittet – herunder smittede uden symptomer. Vi poder fortsat ansatte for at finde ud af, om nogen aktuelt er smittede, men ingen blandt personalet har fået påvist coronavirus-infektion de seneste to måneder, siger lægefaglig direktør i Hospitalsenheden Vest, Jens Friis Bak.
Flere initiativer iværksat
Han understreger, at personalet hele tiden har benyttet værnemidler efter Sundhedsstyrelsens anbefalinger, men et stort smittetryk i starten af pandemien og usikkerhed om brug af værnemidler kan have haft betydning. Fx var flere patienter, hvor der ikke i første omgang var mistanke om COVID-19, ikke isolerede, før mistanken blev rejst.
- Vi har fulgt de retningslinjer, der har været, og så har vi lært undervejs i processen. Vi er berørte over, at så stor en andel af medarbejderne har været smittet, og af at det har været og for nogle fortsat er hårdt at komme igennem, tilføjer Jens Friis Bak.
Siden dengang er en række initiativer blevet iværksat. Der er øget opmærksomhed på, hvornår patienter skal isoleres og hvornår de kan tages ud af isolation, herunder at en negativ svælgpodning ikke alene kan afkræfte COVID-19 mistanke. Desuden, at der skal være bedre pladsforhold omkring patienter og personale.
Arbejdstilsynet har den 10. Juni vurderet forholdene på COVID-afsnittet samt Lungemedicinsk afsnit M2 på Hospitalsenheden Vest og har ikke fundet grundlag for indgriben.
Ingen immunitet
På de resterende hospitaler og hospitalsenheder i regionen er forekomsten af antistoffer relativt lav. På Aarhus Universitetshospital gælder det 1,0 pct. af de ansatte. I Hospitalsenhed Midt havde 3,5 pct. af de ansatte antistoffer, mens det samme gjorde sig gældende for 1,5 pct. ved Regionshospitalet Randers og 2,2 pct. på Regionshospitalet Horsens. Hos ansatte i psykiatrien i Region Midtjylland var forekomsten 1,0 pct. Tallene er gennemsnit for hospitalsenhederne, og der er variation afdelingerne imellem.
- Det overordnede fund af antistoffer hos 3,4 pct. viser, at meget få kan være immune, og da virus stadig er i omløb, så er det fortsat vigtigt, at alle følger de retningslinjer, der gælder for hygiejne og værnemidler, både for at beskytte patienter, kollegaer og sig selv, siger ledende overlæge, Infektionssygdomme, Aarhus Universitetshospital, professor Lars Østergaard.
Vigtig viden
Koncerndirektør med ansvar for hospitalerne i Region Midtjylland, Ole Thomsen glæder sig over, at der nu er sat tal på hvor mange medarbejdere, der har antistoffer i blodet. Også han understreger, at der er iværksat en række initiativer, der har sikret medarbejderne bedre.
- Virkelig mange ansatte har ladet sig teste. Det er vi glade for, for vi vil gerne finde ud af, hvor udbredt smitten har været blandt vores medarbejdere og blive endnu bedre til at beskytte personalet mod fremtidig smitte – også i forhold til kommende pandemier. Vi har nu større viden og vi har en stærk organisation i forhold til uddannelse og træning af personalet, siger koncerndirektør Ole Thomsen.
Flere oplysninger
- Koncerndirektør, Ole Thomsen, Tlf. 7841 0040, mail. Thomsen@stab.rm.dk
- Lægefaglig direktør Hospitalsenheden Vest, Jens Friis Bak, tlf. 7843 8510, mail. Jens.Bak@vest.rm.dk
- Ledende overlæge, Infektionssygdomme, Aarhus Universitetshospital, professor Lars Østergaard, tlf. 5151 3140, mail ostergaard@clin.au.dk
Spørgsmål vedrørende kvalitetssikringsprojektet og data
- Ledende professor, overlæge, Blodbank og Immunologi, Aarhus Universitetshospital, Christian Erikstrup, Tlf. 3059 5085 mail. christian.erikstrup@skejby.rm.dk
- Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer findes på rm.dk/politik/regionsradsmedlemmer