28.08.2020

For at gøre plads til patienter med Covid-19 flyttede Akut Psykiatri i marts 2020 midlertidigt fra Akutafdelingen til AUH Psykiatrien. Nu flytter Akut Psykiatri hjem til Akutafdelingen igen.

Siden AUH Psykiatrien flyttede til Skejby i 2018 har Akutafdelingen på Aarhus Universitetshospital været fælles for patienter med både fysiske og psykiske sygdomme, men de seneste fem måneder har Akut Psykiatri midlertidig boet i AUH Psykiatrien for at gøre plads til patienter med Covid-19 i Akutafdelingen.

1. september kl. 8 flytter Akut Psykiatri hjem til Akutafdelingen igen.

Borgere, som har brug for Akut Psykiatri, skal fortsat først ringe til egen læge eller vagtlægen. Bliver man henvist til Akut Psykiatri, skal man møde op i Skadestuens reception ved Indgang J3. Her vil man blive modtaget sygeplejerske, og der er altid en psykiatrisk læge til stede eller på tilkald.