25.08.2020

Nyrekræft kan behandles både skånsomt og effektivt med frysebehandling, viser de første danske data, hvor man har fulgt patienterne igennem en længere periode.

En lille frysenål, som stikkes direkte ind i en kræftknude i nyren, har vist sig at være en særdeles effektiv behandling for patienter med nyrekræft.

Det viser ny forskning fra Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet, som er publiceret i Scandinavian Journal of Urology.

Frysebehandling mod nyrekræft blev indført på Aarhus Universitetshospital tilbage i 2005 som det første sted i Danmark, og i dag behandler hospitalet ca. 130 patienter om året fra Region Midt og Region Nord. Behandlingen kan tilbydes patienterne, hvis kræftknuden maksimalt er 4 cm.

Kun få pct. fik tilbagefald

Igennem årene har man fulgt patienterne, og derfor er man nu i stand til at fremlægge de første danske langtidsdata på området – og samtidig bidrage til internationale opgørelser, som er meget begrænsede på området.

- Resultaterne viser, at kun seks procent af patienterne fik tilbagefald efter behandlingen. Samtidig var det i løbet af opfølgningsperioden på op til 10 år kun tre procent af patienterne, der døde som følge af nyrekræft, siger Tommy Kjærgaard Nielsen, der er afdelingslæge på Urinvejskirurgi på Aarhus Universitetshospital og klinisk lektor ved Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet.

- Frysebehandling er en mere skånsom behandling end kikkertkirurgi, som typisk vil være alternativet. Der er tale om ambulant behandling, og patienterne går hjem igen samme dag. I dag efterspørger flere af vores patienter faktisk frysebehandlingen, selv om de godt kunne blive opereret.

Frysebehandling for nyrekræft foretages ved, at man stikker en tynd frysenål direkte ind i kræftknuden i nyren

Foto: Tommy Kjærgaard Nielsen

International diskussion

Internationalt set har det været meget omdiskuteret, om man skulle tilbyde patienter med nyrekræft frysebehandling eller kirurgi. Der findes ingen såkaldte randomiserede undersøgelser, hvor man har trukket lod mellem henholdsvis frysebehandling og kirurgi til den samme type af patienter.

I amerikanske og europæiske retningslinjer anbefaler man generelt kirurgi. Det skyldes, at tidligere opgørelser har vist dårligere resultater med frysebehandling, bl.a. fordi denne behandling typisk er blevet tilbudt til de sygeste patienter, der ikke kan tåle kirurgi og dermed har en dårligere prognose.

- På Aarhus Universitetshospital har vi hovedsageligt tilbudt frysebehandling til vores patienter, og her kan vi se, at resultaterne af frysebehandlingen er fuldt på højde med kirurgi. Tilmed er den mere skånsom for patienterne.

- Derfor anbefaler vi, at man drøfter muligheden for frysebehandling med patienterne. Ikke mindst med de patienter, hvor en anden sygdom kunne øge risikoen for komplikationer i forbindelse med kirurgiske indgreb.

Bag om forskningsresultatet:

Studietype: Retrospektiv dataopgørelse.

Samarbejdspartnere: Urinvejskirurgi samt Røntgen og Skanning på Aarhus Universitetshospital.

Ekstern finansiering: Legat fra Region Midtjyllands forskningsfond.

Interessekonflikter: Nej

Læs artiklen:

https://www.tandfonline.com/doi/full/10.1080/21681805.2020.1794954

Yderligere oplysninger:

Tommy Kjærgaard Nielsen, afdelingslæge og ph.d. på Urinvejskirurgi, Aarhus Universitetshospital og klinisk lektor ved Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet, mobil 30 91 56 44 eller mail: tomnie@rm.dk