13.08.2020
Fra torsdag 13. august indføres krav om, at både passagerer og chauffører ved al siddende patientkørsel skal bære mundbind. Patientkørslen varetages af Midttrafik i regi af Flextrafik. Andre borgere, der bruger Flextrafik og kører sammen med patienter skal derfor også bære mundbind.
Præhospitalet, som har ansvaret for sygetransporten i hele Region Midtjylland, har netop besluttet, at kravet om mundbind skal gælde i alle regionens 19 kommuner og for både chauffører og patienter ved al siddende patientkørsel.
Dermed udvides det krav, som blev indført den 12. august af Sundheds- og ældreministeriet, fra kun at gælde i de hårdest ramte midtjyske kommuner Aarhus, Favrskov, Silkeborg, Skanderborg, Odder og Horsens til at gælde i hele regionen ved al kørsel med Flextrafik. Også alle chauffører i Flextrafik skal nu bære mundbind.
Mundbind skal sikre tryghed
Præhospital Direktør Henning Voss forklarer, at beslutningen er taget for at skabe størst mulig sikkerhed for både patienter og chauffører.
- Borgere, der har brug for patientkørsel, er jo netop på vej til og fra sygehuset, fordi de er syge, og mange kan derfor være særligt udsatte. Vi indfører nu mundbind for alle for at begrænse smitterisikoen og sikre størst mulig tryghed for både passagerer og chauffører på tværs af hele regionen.
Ligesom i den kollektive trafik er det patienternes eget ansvar at anskaffe og iføre sig mundbind, men både hospitaler og chauffører har mulighed for at tilbyde et gratis mundbind, hvis patienten ikke selv har fået skaffet ét.
Kørslen med patienter, der skal til og fra hospitalet varetages af Midttrafik for Region Midtjylland i regi af Flextrafik-ordningen. Andre borgere, der bestiller eller bliver visiteret til Flextrafik og dermed kører sammen med patienter, skal derfor også bære mundbind. Det gælder f.eks. det, der kaldes Flextur, Flexbus, Plustur samt individuel handicapkørsel og diverse andre befordringsordninger.
Enkelte patienter er undtaget
Der gælder nogle undtagelser for passagerer, der har:
- vejrtrækningsbesvær
- nedsat bevidsthedsniveau
- fysiske eller mentale svækkelser, der gør, at de ikke selv kan fjerne mundbinde
- børn under 12
Der gælder også undtagelser for chauffører, hvis de har vejrtrækningsbesvær eller hvis det kan påvirke trafiksikkerheden, fx hvis mundbindet på nogen måde mindsker muligheden for at køre bilen.
Læs bekendtgørelsen fra Sundheds- og Ældreministeriet her
Læs mere om siddende patienttransport i Region Midtjylland her
Yderligere information
Henning Voss, Præhospital Direktør, 2155 2916, HenningWeihrauch.voss@ph.rm.dk
Midttrafik presse: 7020 6650