Mere robust COVID-testplan
13.08.2020
Region Midtjylland har over de seneste uger akut øget antallet af både COVID-19-test og teststeder. Smitteopsporing tegner til at blive en langvarig opgave, og det skal en ny fordeling af personale og testressourcer tage højde for.
Efter en stille sommer er der igen kommet større smitteudbrud af COVID-19. Særligt Aarhus og Silkeborg Kommuner er i øjeblikket ramt af virus, og der er de steder et stort behov for en omgående og omfattende smitteopsporing ved test.
Andre kommuner oplever også stigende smitte, og for at være bedst muligt forberedt ændrer Region Midtjylland på den hidtidige fordeling af teststeder. Målet er at teste mest, hvor der smittes flest.
- Vi indstiller os på, at der længe endnu vil være et stort behov for enkel og hurtig adgang til at blive testet for coronavirus. Den opgave løfter vi takket være ledere og medarbejdere, der pukler i døgndrift - og har gjort det længe. Jeg er dybt imponeret over indsatsen, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).
Aarhus
Indtil videre fortsætter den nuværende indsats i Aarhus, hvor borgere og kommunalt ansatte kan opsøge både mobile testenheder og Testcenter Danmarks hvide telte ved Vejlby-Risskov Hallen. Testcenteret udvider indtil videre åbningstiden til kl. 20.00.
Silkeborg
Tilbuddet om at blive testet på plænen ved Kejlstrupvej 51 i Silkeborg fortsætter også indtil videre, mens et nyt testcenter åbner på P-pladsen ved Søholt Idrætspark i Silkeborg. Testcenteret kommer til at tilbyde tidsbestilling via coronaprover.dk, og bliver stort set magen til de centre, der allerede findes i Aarhus, Viborg og Herning.
Derudover forbereder Region Midtjylland et testprogram for personale i Silkeborg Kommunes ansatte i hjemmepleje og på plejehjem.
Det er også nyt, at der i testcenteret i Silkeborg inden længe vil blive tilbudt test af borgere med symptomer og borgere, der skal testes inden behandling eller indlæggelse på hospitalet.
Teståbent i Sundhedshusene
Ved at trække personale og materiel hjem fra nogle af sommerens stoppesteder, bliver det muligt at udvide åbningstiderne for test i sundhedshusene. I dag er der kun åbent to-tre timer hver anden dag, men fra mandag 17. august bliver sundhedshusenes åbningstider udvidet betydeligt, og man kan booke tid til test alle ugens dage i:
- Holstebro
- Skive
- Ringkøbing (dog kun hver anden dag)
- Lemvig (dog kun hver anden dag)
- Randers (hospitalet)
- Grenaa
- Skanderborg
- Horsens (hospitalet)
Ændringer i sommerplanen
Nye teststeder og øgede åbningstider betyder, at der bliver ændret i køreplanen for gule testbiler, som midlertidigt bl.a. har testet turister og lokale i sommerlandet.
Destinationer, der fortsat får besøg af gule testbiler: Odder, Ebeltoft, Samsø, Aarhus lufthavn og Grenaa færgehavn.
De midlertidige sommerdestinationer som fra 15. august ikke længere får besøg af testbiler er: Søndervig, Hvide Sande, Bork Havn, Brande, Thyborøn, Fur, Hjerl Hede, Gjern/Landal, Juelsminde, Fjellerup, Djurs Sommerland og Ree Park.
Alle testtilbud, adresser og åbningstider bliver løbende opdateret på www.corona.rm.dk og på www.coronaprover.dk
Flere oplysninger
- Regionsrådsformand Anders Kühnau (S), tlf. 2360 2768
- Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer findes på www.rm.dk/politik/regionsradsmedlemmer