Nyt tilbud om udredning af funktionelle lidelser
13.08.20
Hurtig og tilbundsgående udredning ved mistanke om funktionel lidelse skal hjælpe borgere sikkert gennem sundhedsvæsenet. TrygFonden støtter nyt forskningsprojekt, der skal afprøve nyt udredningstilbud i Diagnostisk Center på Regionshospitalet Silkeborg.
I krydsfeltet mellem psykiatriske og somatiske hospitaler bliver patienter med funktionelle lidelser en kastebold mellem afdelinger til stor frustration for patienter og fagprofessionelle. Personer med funktionelle lidelser har mange svære symptomer, der begrænser dem i det daglige – uden at man med blodprøver eller skanninger kan finde en forklaring herpå i form af en anden kendt sygdom.
- Det kan være utrolig frustrerende for patienter med funktionelle lidelser at møde en læge, der for eksempel ud fra en undersøgelse af deres maveregion konkluderer, at de intet fejler. Patienterne falder mellem to stole, fordi vores sundhedsvæsen er opdelt, som det er i dag. Det er afgørende at tænke det psykiske sammen med kroppen for at forstå sygdommen, siger Michael Moesmann Madsen, læge og ph.d.-studerende i Diagnostisk Center på Regionshospitalet Silkeborg.
TrygFonden har med en bevilling på 3.965.595 kroner valgt at støtte et 6-årigt forskningsprojekt, der handler om det nye tilbud på hospitalet i Silkeborg.
Tilbud baseret på tværfaglighed og hurtig koordineret udredning
Patienter med funktionelle lidelser har symptomer fra et eller flere organsystemer. Det nye tilbud er for patienter med moderate til svære symptomer og giver de praktiserende læger en mulighed for at henvise patienterne til en tværfaglig udredning på hospitalet.
Tilbuddet bygger på nogle af de spidskompetencer, der kendetegner hospitalet i Silkeborg. I løbet af en dag undersøges patienterne af sundhedsfaglige eksperter efter inspiration fra princippet sammedags-udredning. Derudover bygger tilbuddet på den tværfaglighed, der netop er på Regionshospitalet Silkeborg.
- Udover det hurtige og grundige udredningstilbud til patienterne, tilbyder vi også rådgivning til de praktiserende læger. Vi har en stor viden om funktionelle lidelser, og vi har eksempelvis viden om kommunale tilbud med fysioterapeuter, overblik over psykologer, der kan hjælpe, og vi har viden om den medicinske behandling, siger Michael Moesmann Madsen.
Evaluering af tilbud er en del af forskningen
I forskningsprojektet har forskerne valgt en helt ny tilgang, hvor evaluering fra starten er indtænkt i projektet. I den forbindelse vil Michael Moesmann Madsen og kolleger undersøge, om det nye tilbud er godt for patienterne (det kliniske outcome). De vil også undersøge, om patienterne synes, tilbuddet er godt (patientoplevelsen), og om tilbuddet samfundsøkonomisk er godt og effektivt for sundhedsvæsenet og samfundet generelt.
Derudover skal forskerne arbejde med et implementeringsstudie, hvor de skal se på, hvad der skal til, før tilbuddet virker i praksis. I den forbindelse skal de studere processerne i patientens forløb for at forstå konteksten og gøre det lettere at implementere andre steder.
Håbet er, at tilbuddet medfører en kvalitetsforbedring i sundhedsvæsenet, som kommer patienter med funktionelle lidelser til gavn, så de hurtigere bliver udredt og får den hjælp, de har behov for. Samtidig er håbet, at modellen for tilbuddet i fremtiden også kan bruges til andre forløb og patienter.
Yderligere oplysninger
Michael Moesmann Madsen, læge og ph.d.-studerende, Regionshospitalet Silkeborg: 4047 1539 / michms@rm.dk