COVID-19 test i juledagene
17.12.2020
Interessen for at blive testet for COVID-19 er stor. I øjeblikket PCR-tester Region Midtjylland ca. 20.000 borgere i døgnet, og det tal ventes at stige til 24.000 op mod jul. 24. og 25. december og 31. december og 1. januar vil størstedelen af tiderne være reserveret til test med bl.a. lægens henvisning.
Muligheden for med forsigtighed at være sammen med familie og venner i julen får mange til bestille tid til test for COVID-19 i juledagene.
- Vi kan se, at tiderne bliver grebet så snart vi lægger dem ud på coronaprover.dk. Det er rigtigt godt, men også en kilde til frustration for borgerne, fordi ventetiden stiger. Ingen skal imidlertid være i tvivl om, at vi gør alt, hvad vi kan for at teste så mange som muligt og så hurtigt som muligt, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).
Kun med tidsbestilling
Region Midtjylland forventer at komme op på at teste ca. 24.000 personer i dagene op mod jul. Travlheden bliver dog forventeligt noget mindre juleaftensdag og juledag, hvor julehyggen kalder. De dage holder testcentrene derfor åbent fra kl. 9 – 15 og reserverer de fleste test til borgere, der er henvist til test som nær pårørende til en smittet person eller af egen læge. Samme åbningstider og fortrinsret gælder nytårsaftensdag og første nytårsdag.
Tjek ændrede åbningstider for alle teststeder på www.corona.rm.dk
En del møder ikke op
Selvom der er tryk på testcentrene og nogle steder flere dages ventetid, så er der alligevel en del borgere, der ikke møder op til aftalt tid. Antallet af udeblivelser ligger på ca. 5%. Det svarer i øjeblikket til, at der dagligt går ca. 600 testtider til spilde.
- Hvis man ikke møder op til den aftalte tid, så tager man faktisk tiden fra en anden. Det er der jo ikke meget jul eller hjertevarme over, siger Anders Kühnau, der derfor opfordrer til - om nødvendigt - at afbestille og glæde andre med muligheden for en test.
Praktisk ændrer eller afbestiller man sin tid på www.coronaprover.dk ved at vælge fanen Mine tider og trykke enten ret eller afbestil.
Fire juleønsker
Vil man hjælpe med at få tingene til at glide bedst muligt på travle testdage, så er det vigtigt at huske tidsbestilling på www.coronaprover.dk, det gule sundhedskort, mundbind og den gode vilje!
Flere oplysninger
- Regionsrådsformand Anders Kühnau (S), tlf. 2660 2768
- Lægefaglig direktør i Præhospitalet Per Sabro Nielsen, tlf. 2134 9887
- Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer