15.12.2020
Yderligere 50.000 hurtigtest er i ekspresfart på vej ud til danskerne. Fredag underskrev Region Midtjylland på vegne af regionerne den første store aftale med Falck, og i dag blev der landet yderligere tre aftaler med nye leverandører. I alt kan 100.000 danskere nu hurtigtestes pr. døgn.
På vegne af regionerne underskrev Region Midtjylland tirsdag formiddag tre kontrakter der sender yderligere 50.000 hurtigtest – eller antigentest – ud til danskerne.
Aftalerne er indgået med SOS international, Aarhusvirksomheden Carelink og Copenhagen Medical A/S.
- Presset på coronaprover.dk der er indgang til regionernes testcentre og køerne hos Falck viser, at der overalt i Danmark er stor interesse for at blive testet for COVID-19, siger regionsrådsformand i Region Midtjylland Anders Kühnau (S).
- Derfor er det også flot og meget tilfredsstillende, at regionerne på få døgn kan følge første kontrakt op med yderligere tre aftaler med firmaer, der kan tilbyde hurtigtesten, siger formanden.
SOS international og Carelink tilbyder test fra i dag, mens Copenhagen Medical A/S tilbyder test fra onsdag 16/12 kl. 8 i Bellacenteret og fra mandag 21/12 kl. 9 i Parken.