21.12.2020

Forskere finder ligheder og forskelle mellem sygdommene ved en videnskabelig gennemgang af resultater af lodtrækningsforsøg med veldesignede lægemidler

En autoimmun sygdom er en kronisk tilstand, hvor immunsystemet skaber en betændelsesreaktion (inflammation) i et eller flere organer. Det kan f.eks. være som inflammation i tarmsystemet, huden eller leddene. Det anslås, at op mod 400.000 danskere lider af en eller flere autoimmune sygdomme.

Nogle af de autoimmune sygdomme kan være beslægtede med hinanden, fx udgør psoriasis, rygsøjlegigt (spondylartrit), psoriasisgigt, inflammatorisk tarmsygdom (mb Crohn og colitis ulcerosa) og regnbuehindebetændelse (uveit) en særlig gruppe af autoimmune sygdomme. Har man én af disse sygdomme, har man en forøget risiko for at blive ramt af flere af disse sygdomme.

De senere år er der udviklet og afprøvet lægemidler, som hæmmer bestemte dele af det overaktive immunforsvar. Disse lægemidler ser alle ud til kun at virke på nogle få varianter af sygdommene.

Lægemidlerne bliver ofte afprøvet til flere forskellige sygdomme. Nogen gange virker de, og andre gange virker de ikke. Hvis en hæmning af et bestemt sygdomsfremkaldende signalstof ikke bedrer tilstanden ved en bestemt sygdom, må konklusionen være at dette signalstof ikke er afgørende for den pågældende sygdom.

Forskere ved Aarhus Universitet og Det Nationale Center for Autoimmune Sygdomme (NCAS) på Aarhus Universitetshospital har lavet en gennemgang af alle lægemidler med mindst en godkendelse til anvendelse ved psoriasis, rygsøjlegigt, psoriasisgigt, inflammatorisk tarmsygdom eller regnbuehindebetændelse.

- Vi mener, at arbejdet kan bruges til at vælge den bedste behandling til patienter med mere end en af disse sygdomme, siger læge og ph.d. Kasper Fjellhaugen Hjuler.

Der var to specifikke formål med dette arbejde. For det første at skabe et overblik over hvilke lægemidler, der kan anvendes til behandling af patienter med to eller flere af disse sygdomme. For det andet at beskrive forskelle og ligheder i de tilgrundliggende immunologiske mekanismer ved disse sygdomme.

- Resultaterne tyder på, at disse sygdomme er forskellige symptomer forårsaget af de samme immunologiske mekanismer, siger læge og ph.d. Tue Wenzel Kragstrup.

Arbejdet er internationalt unikt, fordi det går på tværs af medicinske specialer. Lægemidlerne er således afprøvet til flere sygdomme end til dem, hvor de indgår i behandlingsvejledningen for sygdommen. Herudover kan resultaterne være med til at give ideer til videre forskning i årsager og mulige behandlinger til autoimmune sygdomme.

Bag om forskningsresultatet:

Studietype: Litteraturgennemgang.

Samarbejdspartnere: Det Nationale Center for Autoimmune Sygdomme, Institut for Biomedicin

Ekstern finansiering: Tue Wenzel Kragstrup er støttet af en bevilling fra Det Frie Forskningsråd.

Interessekonflikter: Flere af artiklens forfattere har haft samarbejde med lægemiddelfirmaer med medicin til behandling af sygdommene i artiklen. Detaljer for disse potentielle interessekonflikter fremgår af artiklen. Ingen lægemiddelfirmaer har bidraget med direkte støtte eller indhold til arbejdet.

Læs den videnskabelige artikel:

Brüner M, Dige A, Loft AG, Laurberg TB, Agnholt JS, Clemmensen K, McInnes I, Lories R, Iversen L, Hjuler KF, Kragstrup TW. Spondylitis-psoriasis-enthesitis-enterocolitis-dactylitis-uveitis-peripheral synovitis (SPEED-UP) treatment. Autoimmunity Reviews.

https://doi.org/10.1016/j.autrev.2020.102731

Yderligere oplysninger:

Læge, ph.d. Tue Wenzel Kragstrup, Institut for Biomedicin, Skou Bygningen, Høegh-Guldbergs Gade 10, Aarhus Universitet, 8000 Aarhus C, Email: kragstrup@biomed.au.dk, Tlf.: 8716 7265

Læge, ph.d. Kasper Fjellhaugen Hjuler; Det Nationale Center for Autoimmune Sygdomme, Aathus Universitetshospital, Palle Juul-Jensens Boulevard 99, 8200 Aarhus N, Email: dochjuler@gmail.com, Tlf.: 7011 3131