23.12.2020
Det bliver beboere på Plejehjemmet Ankersgade i Aarhus, der som de første i Region Midtjylland får glæde af vaccine mod COVID-19. Første vaccination finder sted søndag den 27. december kl. 9.
Beboerne på Plejehjemmet Ankersgade i Aarhus er med til at skrive historie, når de som de første borgere i Region Midtjylland 27. december bliver vaccineret mod COVID-19.
Første stik: Plejehjem
Når det er beboere på netop Plejehjemmet Ankersgade, der som de første får vaccinen, så er det fordi smittetrykket i øjeblikket er højere i Aarhus Kommune end i resten af regionens kommuner. Og fordi plejehjemmet er et af kommunens største.
- Jeg glæder mig virkelig på vegne af de ældre medborgere, som snart kan blive vaccineret og dermed med små skridt kan vende tilbage til en mere almindelig hverdag. Jeg tror, alle kan mærke en stor lettelse over, at vi når til et vendepunkt i pandemien - også selvom det endnu er for tidligt at åbne samfundet, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).
Han understreger, at det stadig er vigtigt at følge myndighedernes anbefalinger for at begrænse smittespredningen.
- Med den første vaccination når vi et afgørende vendepunkt i vores kamp mod corona-virus. Forud venter nogle travle måneder, som vil kræve en fortsat stor indsats af vores dygtige sundheds- og plejepersonale. Samtidig er det stadig vigtigt at understrege, at vi alle har et ansvar for at holde fast i de gode vaner, begrænse smitten og dermed hindre sygdom og flere dødsfald, inden vaccinen er helt udbredt. Vi ved, der er lys forude, men vi må ikke tage forskud på glæderne, siger Borgmester Jacob Bundsgaard (S).
Næste stik: Hospitaler og kommuner
I første omgang modtager Region Midtjylland ca. 2000 vaccinedoser. Udover interesserede beboere på 15 plejehjem i Aarhus, udvalgt på baggrund af aktuelt smittetryk, bliver vaccinerne tilbudt til udvalgt sundhedspersonale i både kommuner, region og lægepraksis, der i arbejdet er tæt sammen med de mest sårbare borgere.
- Jeg tænker på, hvad det betyder for personalet, at de nu får en chance for at sikre sig mod smitten, mod at smitte andre borgere og ikke mindst mod at smitte deres egen familie. Det er i høj grad et lille prik med meget stor betydning, siger Anders Kühnau.
Sundhedsstyrelsen har besluttet rækkefølgen
Region Midtjylland modtager løbende flere vacciner fra producenten. På baggrund af Sundhedsstyrelsens nationale prioritering bliver vaccinerne fordelt til modtagere på plejehjem og frontpersonale på hospitalerne.
Region Midtjylland forventer snart at modtage yderligere vacciner. Dermed kan regionen levere vacciner til øvrige plejecentre i Aarhus og i kommunerne Holstebro, Struer, Randers, Skanderborg, Ikast-Brande og Favrskov, samt til nogle plejecentre i Horsens Kommune.
De øvrige kommuner får vacciner i takt med leverancer og prioriteret efter smittetryk.
Praktiske informationer til medierne
Første vaccination finder sted søndag 27. december kl. 9.00 på Plejehjemmet Ankersgade, Ankersgade 19-27, 8000 Aarhus C.
Interview
Regionsrådsformand Anders Kühnau og borgmester Jacob Bundsgaard vil være til stede for interviews udenfor plejehjemmet.
Det bliver desværre IKKE mulighed for;
- at interviewe den beboer, der som den første blev vaccineret
Livestreaming
Plejehjemmet er af smittehensyn lukket for besøgende. Region Midtjylland og Aarhus Kommune har derfor lavet en aftale med DR om, at de på vegne af alle medier dækker første vaccination og streamer live til alle interesserede.
Adressen til DRs livestreaming: https://www.dr.dk/tv/live/test/dr-web-3#!/
Foto
Region Midtjylland leverer tilsvarende foto til mediebrug ved redaktionel omtale. Hent foto her (Foto lægges ud hurtigst muligt)
Flere oplysninger
Kontakt til
- Regionsrådsformad Anders Kühnau (S), tlf. 2360 2768
- Borgmester Jacob Bundsgaard (S) via Kommunikations- og pressechef Niels Buch Johannsen, Borgmesterens Afdeling. Tlf. 5157 6716 / nbj@aarhus.dk
- Alle regionsrådets medlemmer
- Vaccinerende læger via Praktiserende Lægers Organisation, PLO, Kommunikationschef Jonas Heltberg, Tlf. 29624080 / plo@DADL.DK