Regionsråd sætter elbus-forsøg i gang
16.12.2020
To regionale busruter i Vestjylland skal i en toårig pilotperiode køre på strøm. Det besluttede et enigt regionsråd i dag at afsætte 1,6 mio. kroner til.
Målet med pilotprojektet er at samle erfaringer med regional busdrift på strøm. Projektet omfatter strækningerne Lemvig-Struer (rute 33) og Lemvig-Holstebro (rute 24). På regionsrådsmødet blev behovet for viden om elbusdrift understreget.
Region Midtjylland har som mål, at den regionale kollektive bustrafik skal være CO2-neutral senest i 2030. For nylig indgik regionen også en klimasamarbejdsaftale med regeringen på transportområdet. Heri hedder det bl.a., at der skal være:
- CO2-neutrale busser i alle nye udbud af busser på regionale ruter fra 2021 under forudsætning, at der er økonomi til rådighed
- Pilotprojekter med elbusser.
Dieselbussen fra Lemvig Station til Struer er snart på vej til at blive skiftet ud med en elbus. I første omgang som led i et toårigt pilotprojekt, som regionsrådet vedtog onsdag. Foto: Niels Åge Skovbo, Region Midtjylland
Ladestandere og batteriteknologi
Når opgaven har været i udbud i 2021, er det planen, at elbusser på de to vestjyske ruter kommer i gang ved køreplansskiftet 2022. Men det er forudsat, at der kan leveres elbusser, og at ladeforholdene kommer på plads inden.
Læs punktet om elbusser på regionsrådets dagsorden den 16. december 2020.
Læs Region Midtjyllands klimasamarbejdsaftale med regeringen fra den 10. december 2020.