30.12.2020

Region Midtjylland har onsdag 30. december været ramt at massive it-problemer, der efterlod hospitaler, testcentre, vaccinationscentre og regionshuse uden it-adgang.

Et nedbrud i en firewall, der styrer adgangen til regionens it-systemer, voldte onsdag store problemer i Region Midtjylland.

- Nedbruddet ramte på det værst tænkelige tidspunkt, hvor covid allerede udfordrer borgere, patienter og regionens egne medarbejdere. Jeg beklager dybt overfor alle, der blev berørt af nedbruddet, siger it-direktør Claus Kofoed.

Fejlen betød, at hospitaler gik i nødprocedure og måtte aflyse planlagt behandling. Nødprocedurerne sikrer bl.a. at hospitaler kan behandle akutte patienter.

Ustabilt, men på vej mod normal drift

Fejlen i firewallen lukkede i tidsrummet kl. 11.55-14.15 onsdag alle medarbejdere ude af alle regionens it-systemer.

Ustabiliteten og udfordringerne fortsatte frem til kl. 20.30 onsdag hvor man fortsat ikke kunne tilgå vigtige dele af regionens systemer.

It overvåger regionens it-systemer døgnet rundt, året rundt, og arbejdede onsdag på højtryk på at rydde op i eftervirkninger af nedbruddet.

Adgangene til regionens it-systemer ventes at være tilbage i normal drift torsdag 31. december.