XR-teknologi skal ind i patientbehandlingen
21.12.2020
En million udviklingskroner skal sætte mere skub i fx virtual reality-løsninger på hospitalerne. Regionrådet i Region Midtjylland vedtog i sidste uge million-tilskuddet for at få udviklet og implementeret mere virtuel teknologi til at hjælpe patienter og sundhedspersonale.
3D-briller med et univers til at lindre smerte eller mindske angst. Et mobilfoto af et CT-skannet hjerte der kan slå med patientens egen puls og visualisere hjertesygdommen. Børn på virtuel skattejagt efter svar på deres sygdom for at nå målet om at komme hjem.
Virtuel Reality (VR) og Augmented Reality (AR), der går under fællesbetegnelsen Extended Reality (XR), åbner nye muligheder for behandling og læring i sundhedsvæsnet.
Mange steder er der lavet forsøg, men nu har regionsrådet i Region Midtjylland valgt at investere 1 mio. kroner i et innovationsprojekt, XR Midt, med base på Regionshospitalet Viborg. Projektet skal bl.a. sikre, at XR-teknologi ikke kun prøves af men også implementeres.
- Når vi skal skabe et sundhedsvæsen på patientens præmisser, må vi også tænke de ny teknologier ind på alle mulige måder. Det er XR-projektet på Hospitalsenhed Midt et godt eksempel på. Samtidig illustrerer det også meget godt, at vi har brug for at finde sammen med virksomheder for at få udviklet løsninger, der er skræddersyet til sundhedsvæsnet, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).
På Hospitalsenhed Midt har fødende i efterår/vinter 2020 kunnet afprøve en svensk 3D-brille-løsning for at mindske smerte og give en bedre fødselsoplevelse på Regionshospitalet Viborg. Foto: Agata Lenczewska-Madsen, Hospitalsenhed Midt
Flere XR-erfaringer i Viborg
XR Midt-projektet skal køre i to år, og det bygger videre på Hospitalsenhed Midts erfaringer med virtual reality fx til smertelindring hos børn og fødende eller hos kvinder, der oplever smerter, når der tages æg ud i fertilitetsbehandlingen.
- Vores afdelinger har allerede fået en god indikation af, at XR-teknologien som 3D-briller gør noget godt, uden det koster ekstra i hverken medicin eller tidsforbrug. Foreløbig har det været noget, vi har prøvet af. Men vi har brug for, at det bliver noget, vi implementerer, dokumenterer og forhåbentlig kan skalere. Det kan XR Midt hjælpe med. Og så er det en god mulighed for at drage nytte af den kreative erhvervsklynge i lokalområdet med blandt andet et stærkt animationsmiljø i Viborg, siger hospitalsdirektør Thomas Balle Kristensen fra Hospitalsenhed Midt.
I sommeren 2020 fik Region Midtjylland kortlagt XR-initiativer inden for sundhed i Danmark. Blandt anbefalingerne herfra var, at der var brug for at skabe tættere kontakt mellem hospitaler og relevante virksomheder.