19.02.2020

Fredag den 21. februar besøger sundhedsminister Magnus Heunicke Randers Sundhedscenter, hvor borgmesteren og regionsrådsformanden vil gøre ham klogere på kommunens og regionens samarbejde om at sikre bedre sammenhæng i sundhedsvæsnet.

Ministeren er inviteret til Randers af borgmester Torben Hansen og regionsrådsformand Anders Kühnau for at give ministeren et indblik i, hvordan et velfungerende sundhedssamarbejde mellem region og kommune kan se ud.

- Vi ser meget frem til besøget. Randers Kommune kan noget helt særligt når det gælder evnen til at samarbejde på tværs af region, kommune og lægepraksis for at skabe sammenhæng og kvalitet for borgerne. Det betyder blandt andet, at de svageste ikke bliver tabt i systemet. Samtidig har vi fokus på at tage udgangspunkt i den enkelte borgers behov,  siger Torben Hansen, borgmester i Randers Kommune.

Han håber, at besøget kan give sundhedsministeren en forståelse for, hvordan Randers Kommune arbejder, og at nogle af kommunens ønsker og idéer kan finde vej til arbejdet med at sikre bedre sammenhæng i sundhedsvæsnet. Besøget starter med en rundvisning på Randers Sundhedscenter, hvor både kommunale, regionale og private aktører inden for sundhed arbejder side om side. På den måde oplever borgerne, at de relevante behandlingstilbud er i samme hus, og at der er sammenhæng i deres behandlingsforløb.

Herefter vil ministeren deltage i en drøftelse af den midtjyske sundhedsaftale, hvor også direktører og chefer fra Regionshospitalet Randers, Randers Kommune og Region Midtjylland deltager. Sammen med regionshospitalet og Syddjurs-, Norddjurs- og Favrskov kommuner er Randers Kommune med i et fællesskab kaldet Randersklyngen. Her arbejder man blandt andet med at skabe sundhedsstrategiske ledere, som skaber bedre samarbejde og opgaveoverdragelse, og man sætter i fællesskab fokus på særlige indsatsområder for at sikre et kvalitetsløft i hele det nære sundhedsvæsen. Tættere samarbejde er også vejen frem, hvis man spørger formanden for Regionsrådet.

- Vi har et rigtigt godt og tæt samarbejde i det midtjyske sundhedsvæsen. Både med kommuner, praktiserende læger og mange andre private sundhedstilbud. På nogle områder har vi brug for at kunne arbejde endnu tættere sammen end vi kan i dag, for at sikre borgerne sammenhæng mellem de sundhedstilbud, vi hver især har ansvaret for. For eksempel håber jeg, at regeringens kommende plan for bedre sammenhæng i sundhedsvæsnet kan bidrage til at vi får smidigere adgang til at dele sundhedsdata på tværs af sektorer, siger Regionsrådsformand Anders Kühnau.

Randers Kommune og Region Midtjylland arbejder målrettet med at øge borgernes sundhed.

Du kan læse mere om Randers Kommunes sundhedspolitik her: www.randers.dk/media/8409/sundhedspolitik.pdf

Du kan læse Sundhedsaftalen 2019-2023 (mellem regionen og 19 midtjyske kommuner) her: https://www.sundhedsaftalen.rm.dk/siteassets/aftale-2019-2023/sundhedsaftalen-2019-2023-sept-2019.pdf

Kontaktoplysninger

  • Torben Hansen, Borgmester i Randers Kommune, tlf. 8915 1000
  • Anders Kühnau, Regionsrådsformand i Region Midtjylland, tlf. 2360 2768, kuhnau@rr.rm.dk
  • Pressekontakt: Kenneth Lemvig Sørensen, Randers Kommune, kls@randers.dk og Susanne Larsen, Region Midtjylland, tlf. 5148 2427, sulaen@rm.dk