07.01.2020

880.000 danskere har hvert år smerter i lænden. En del af dem er i forløb på tværs af praktiserende læge, kommune og hospital. Derfor går de tre parter i et nyt forskningsprojekt sammen om at udvikle animationsfilm, der skal hjælpe borgere i deres forløb på tværs af de tre sektorer.

Det nye forskningsprojekt bliver det første af sin art. Det skal undersøge, om animationsfilm kan hjælpe borgere med lænderygsmerter med at forstå mere af den information, de modtager fra sundhedsvæsenet. Det gælder information fra både praktiserende læge, Hospitalsenhed Midt og kommunerne Viborg, Skive og Silkeborg.

Projektet har netop modtaget en bevilling på 300.000 kroner fra UCSF Lundbeck-puljen, der skal være med til at sikre, at projektet bliver gennemført.

- Vi er meget glade for bevillingen, der giver os mulighed for at få indblik i, om flere borgere forstår den information, vi giver, når vi anvender animation. Samtidig ønsker vi at undersøge, om borgerne dermed bliver bedre i stand til på egen hånd at håndtere det at have ondt i lænden. Samarbejdet mellem læger, kiropraktorer, fysioterapeuter, hospital og de forskellige kommunale indsatser giver en optimal og sammenhængende information til gavn for borgerne, siger Steffen Brun, sektionsleder i Silkeborg Kommune, på vegne af de tre kommuner.

Smerter i lænden koster samfundet 3,36 mia. kr. årligt

Projektet retter sig mod de cirka 880.000 danskere, der hvert år oplever lænderygsmerter. De udgør en stor andel af de samlede ydelser i sundhedsvæsenet, og de står årligt bag 11.000 indlæggelser – totalt set svarende til 1 procent af alle somatiske indlæggelser. Det skønnes, at de samlede omkostninger for denne gruppe af patienter udgør cirka 3,36 milliarder kroner om året.

Helt op mod halvdelen af danskerne har svært ved at bruge den information, de modtager om deres helbred. Det er denne gruppe, projektet har særligt fokus på. Undersøgelser viser nemlig, at de får et dårligere resultat af behandling, har flere skadestuebesøg og flere indlæggelser sammenlignet med den halvdel, der har nemmere ved at bruge informationen.

Tidligere forskningsstudier viser, at animation kan øge indlæringsevnen hos den halvdel af borgere, der har svært ved at bruge informationen. Derfor er valget faldet på at udvikle animationsfilm i projektet.

- Vores langsigtede mål med projektet er at bidrage til en større lighed i sundhedsvæsenet. Vi har en formodning om, at animationsfilmene vil hjælpe borgerne med at forstå informationen om deres sygdom og behandling og således også få bedre udbytte af sundhedsvæsnets ydelser. Det glæder vi os nu til at afprøve i den kommende tid, siger hospitalsdirektør Thomas Balle Kristensen fra Hospitalsenhed Midt, der består af blandt andet hospitalerne i Viborg, Silkeborg og Skive.

Brugervenlig løsning skal sikre borgerne et godt forløb

Animationsfilmene kan ses på hjemmesiderne hos kommunerne og hospitalet og hos nogle praktiserende læger. Det betyder, at de er let tilgængelige og søgbare på internettet, hvilket passer til borgernes brugeradfærd.

Forhåbningen er, at borgerne sammen med deres pårørende bliver bedre i stand til at varetage egen sygdom og sundhed, når de er bedre informeret. Forhåbningen er også, at de vil opleve en større sammenhæng i sundhedsvæsnet. Derfor foregår udviklingen af animationsfilmene i tæt samarbejde med borgere, udviklere og fagpersonale i de forskellige sektorer.

- Vi forventer, at projektets resultater kan bidrage til at udvikle en model for brugen af animationsfilm i patientinformation på tværs af sektorer. Vores ønske er, at modellen kan anvendes og udbredes til andre grupper af patienter med én eller flere kroniske sygdomme. Dermed kan vi give borgeren bedre mulighed for at træffe gode og oplyste beslutninger til fordel for eget helbred, siger forsker Janni Strøm, der står bag forskningsprojektet.

Fakta:

Følgende har bidraget med bevillinger til forskningsprojektet:

  • UCSF Lundbeck-puljen (300.000 kroner)
  • DSR Forskningsfond (250.000 kroner)
  • Hospitalsenhed Midts Forskningspulje (75.000 kroner)
  • Region Midtjyllands Sundhedsinnovationspulje (100.000 kroner)

Yderligere oplysninger:

  • Steffen Brun, sektionsleder, Silkeborg Kommune: 20586149
  • Thomas Balle Kristensen, hospitalsdirektør, Hospitalsenhed Midt: 30387193
  • Janni Strøm, ph.d. og forsker, Hospitalsenhed Midt: 41177137