Infomøde for læger om fremtidens lægeklinik i Thyborøn
30.01.2020
Region Midtjylland søger efter to læger til Thyborøn. Læger inviteres til infomøde og rundvisning i lægeklinikken på Ærøvej.
Interesserede læger kan tirsdag 4. februar kl. 16-18 komme på rundvisning i regionens lægehus på Ærøvej 1 i Thyborøn. Regionen holder et informationsmøde for interesserede læger og har netop annonceret efter to praktiserende læger til at overtage patienterne.
Lægehuset bliver ledigt efter læge Viggo Kragh Jørgensens sygdom og død samt Hans Asger Holmsgaards varslede pension. De har drevet hver sin klinik i regionens lokaler på Ærøvej 1A og Ærøvej 1B i Thyborøn.
Vikarer har siden årsskiftet drevet Viggo Kragh Jørgensens klinik. Hans Asger Holmsgaard går på pension 30. juni. Nu udbydes begge lægekapaciteter til overtagelse 1. juli.
Fremtidens læge ønsker kolleger
Kommende- og nyuddannede læger ønsker sig kolleger, svarer de selv i flere undersøgelser. Om lægehuset skal fortsætte som nu med to solo-læger eller drives som en samlet lægepraksis med to læger, er op til Thyborøns kommende læger.
- Vi har et helt lægehus i naturskønne omgivelser, som en eller to læger kan overtage. De får en unik mulighed for at sætte deres præg på drift og indretning. Jeg håber, det medfører, at vi kan trække læger til klinikken, siger Annette Roed, formand for Nære Sundhedstilbud i Region Midtjylland.
På informationsmødet står Lemvig Kommune klar med svar om kommunen til eventuelle tilflyttere.
Fakta
- Region Midtjylland hoder tirsdag 4. februar kl. 16-18 Informationsmøde for interesserede læger i Lægeklinikken på Ærøvej 1A og 1B, 7680 Thyborøn.
- Gæsterne inviteres på rundvisning og får praktisk information om mulighederne i det fremtidige Lægehus i Thyborøn.
- Læger kan melde sig til informationsmødet indtil 3. februar kl. 10.00 hos Annette Sø, tlf. 2440 8623, anbuso@rm.dk.
- Region Midtjylland serverer kaffe til mødet.
- Regionen annoncerer netop nu efter en eller to almene læger til at overtage driften af lægehuset per 1. juli 2020.
- Læs mere om lægehuset her
Flere oplysninger
- Formand for Nære Sundhedstilbud Annette Roed, annette.roed@rr.rm.dk, Tlf. 5384 9440.
- Kontaktperson om informationsmødet, Annette Sø, tlf. 2440 8623, anbuso@rm.dk.
- Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer