Politikere skal beslutte fordeling af elever på Aarhus-gymnasier
17.01.2020
Nye regler gør det muligt for gymnasier at lave lokale aftaler om, hvordan STX-elever skal fordeles på gymnasierne. I Østjylland kan det være en måde at skabe en mere jævn elevsammensætning på gymnasierne i Aarhus. Gymnasierne ville gerne lave en aftale, men er ikke enige. Det betyder, at regionsrådet skal træffe afgørelsen. Det skal ske inden udgangen af januar.
Gymnasierne i Aarhus-området har tidligere fået dispensation til at lave lokale regler, der skulle sikre, at STX-ansøgere fra boligområder med en overvægt af fagligt og pædagogisk udfordrede elever ville blive fordelt ligeligt på byens gymnasier. Igen i år har gymnasierne i "Fordelingsudvalg ØST" forsøgt at lave lokale fordelingsregler, men der er ikke enstemmighed.
Gymnasieelever i Region Midtjylland. Foto: Niels Åge Skovbo
Med de nye regler betyder det, at regionsrådet skal træffe en afgørelse. Senest den 1. februar skal regionsrådet i forvejen give Undervisningsministeriet besked om den samlede kapacitet på gymnasieområdet, så inden da skal eventuelle nye fordelingsregler også være på plads.
- Ønskescenariet havde selvfølgelig været, at gymnasierne selv var blevet enige. Men når det ikke har været muligt, er vi som regionsråd naturligvis parat til at gå ind i sagen og træffe en beslutning, som vi kan nu med de nye regler. Alternativet havde jo været, at de almindelige regler for fordeling efter elevernes egen prioritet ville gælde. Og vi har set, hvad det betyder i storbyområder som Aarhus, hvor der ender med at blive en polarisering, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).
Kigger også på kapaciteten
Fordelingsudvalg ØST havde ønsket at lave en lokal fordelingsaftale, hvor kapaciteten på gymnasierne skulle fastsættes som en del af aftalen. I Aarhus overstiger antallet af STX-pladser efterspørgslen i området, og derfor skal kapaciteten også drøftes politisk. Regionsrådet skal træffe en endelig beslutning den 29. januar.
- De nye regler giver regionsrådet mulighed for at handle, og det skal vi gøre. Men selv om vi har kort tid, er det vigtigt, at vi får mulighed for at mødes med repræsentanter fra fordelingsudvalget i Østjylland, så vi kan høre gymnasiernes synspunkter, inden vi politisk skal drøfte elevfordeling og kapacitet, siger Jørgen Nørby (V), formand for Udvalget for Regional Udvikling.
Enighed om kapacitet i Viborg-området
I Fordelingsudvalg NORD (Skive, Viborg og Bjerringbro) har gymnasierne lokalt valgt at lave en aftale om kapacitet. Aftalen skal sikre en styring af STX-kapaciteten i området, der lige nu er for høj i forhold til det forventede antal ansøgere.
I fordelingsudvalgene i den vestlige og sydlige del af regionen er der ikke lavet særlige aftaler.