01.07.2020

Bæredygtig hospitalsdrift har stået højt på dagsordenen på Regionshospitalet Randers de senere år, og nu begynder det målrettede fokus på grøn omstilling for alvor at kaste glans af sig.

Som det første hospital i Verden har Serviceafdelingen nu fået svanemærket rengøringen. Miljøcertificeringen blev fejret 1. juli med deltagelse af bl.a. regionsrådsformand Anders Kühnau (S).

Det er ikke hver dag, at et dansk hospital kan bryste sig af at have en verdensrekord. Ikke desto mindre har Regionshospitalet Randers som det første hospital i Verden opnået Svanemærket for rengøringen af hospitalet. Miljømærkecertificeringen er dokumentation på, at rengøringen lever op til skrappe miljøkrav.

Den bæredygtige indsats i Serviceafdelingen taler ind i det overordnede fokus på klima, miljø og ressourcer i Region Midtjylland.

- Vi har som mål, at vi skal bruge flere miljømærkede produkter i Region Midtjyllands drift. På Regionshospitalet Randers er de gået hele vejen på rengøringsområdet, så de nu har fået Svanemærket. Det er ikke bare godt for miljøet, men det er jo også med til at sikre, at driften af vores hospitaler ikke går ud over menneskers sundhed på lang sigt. Det er rigtig godt gået af hospitalet, siger regionsrådsformand i Region Midtjylland Anders Kühnau (S).

Serviceafdelingen fik officielt tildelt Svanemærket af Miljømærkning Danmarks direktør, Martin Fabiansen, ved en reception på hospitalet den 1. juli.

Grøn omstilling er også godt for arbejdsmiljøet

Serviceafdelingen har fået Svanemærket ved at leve op til en række skrappe krav på rengøringsområdet. Det betyder bl.a., at alle de rengøringsprodukter, afdelingen anvender, er miljømærkede og bruges i de rette doser, at afdelingen minimerer forbruget af unødige kemikalier, og at den samarbejder med både et svanemærket tekstilvaskeri og en svanemærket vinduespudser.

Forbruget af rengøringsmidler er reduceret med 14,5 %, svarende til 379 liter. Medarbejderne er derudover uddannet til at håndtere bl.a. affald korrekt.

- Det er glædeligt, at Regionshospitalet Randers som det første hospital i Verden har valgt at få certificeret rengøringsområdet i deres Serviceafdeling med Svanemærket – og på den måde bidrager til den grønne omstilling. Det gavner både miljøet og rengøringspersonalet, at rengøringen lever op til skrappe miljø- og kemikaliekrav, mens Svanemærkets indbyggede kvalitetssystemer sikrer, at rengøringen naturligvis også er effektiv, siger Martin Fabiansen, direktør i Miljømærkning Danmark.

I arbejdet med at opnå Svanemærket har hospitalet også øget fokus på at reducere forbruget af plastikposer. Dette har også positiv effekt på arbejdsmiljøet, da færre skraldespande skal tømmes og flyttes, når der bliver vasket gulv, ligesom de miljømærkede produkter er mere skånsomme at arbejde med og fremstillet i genanvendelig emballage.

Et grønt forgangshospital


Siden 2018 har bæredygtighed været et nøgleord i Region Midtjylland, og Regionshospitalet Randers har fra første færd været et grønt forgangshospital. Foruden de projekter, der er udgået fra Serviceafdelingen, har andre afdelinger på hospitalet også arbejdet intensivt med at afprøve nye, bæredygtige arbejdsgange, bl.a. ved at sætte fokus på affaldssortering, reduktion af forbrug og økologi.

- De ansatte har kastet sig ind i den grønne omstilling med stor iver og initiativrigdom. Vi er meget stolte af at have opnået Svanemærket i Serviceafdelingen, og vi har bestemt et ønske om at få svanemærket flere afdelinger på hospitalet. Gejsten for den grønne omstilling er stor blandt os alle, siger hospitalsdirektør Jonas Dahl.

Bæredygtighedsprojekterne er drevet af lokale kræfter, og initiativet til de forskellige projekter kommer som oftest fra de klinikere og det personale, der kender hospitalet og driften indefra.

Fakta

Arbejdet med bæredygtig hospitalsdrift har bl.a. ført følgende resultater med sig:

  • Serviceafdelingen har reduceret forbruget af rengøringsmidler med 14,5 % svarende til 379 liter.
  • Fra maj 2019 og frem til januar 2020 har Serviceafdelingen reduceret forbruget af plastikposer med 16,3% svarende til 2,4 ton plastik
  • Som det første hospital i regionen frasorterer Regionshospitalet Randers to typer plast (PP og HDPE) på hele hospitalet til genanvendelse. Der arbejdes på en udbredelse til flere plasttyper.
  • Patientkøkkenet har fra september 2019 og frem til januar 2020 reduceret madspild med 8,5 kg. dagligt. Det udgør en besparelse på 50.000 kr. årligt.

Yderligere information

  • Anders Kühnau (S), regionsrådsformand, Region Midtjylland, tlf. 2360 2768
  • Lisa Olufson Klæsøe, Miljømærkning Danmark, tlf. 3996 6106
    Jonas Dahl, hospitalsdirektør, tlf. 2974 4145